Medie afviste eksklusivt interview med Erling Haaland
TV 2 Norge takkede nej til et interview med Manchester City-stjernen.

De fleste medier med sport på programmet ville til enhver tid rydde kalenderen for at få et eksklusivt interview med Erling Haaland.
Men ikke TV 2 Norge.
Mediets sportsredaktør fortæller således i et interview med norske VG, at man under seneste landsholdssamling afviste netop den mulighed.

Afvisningen skyldtes dog ikke, at man ikke lige havde tid eller lyst til at tale med den norske superstjerne.
Under seneste landsholdsamling breakede nyheden om, at Manchester City er blevet fundet skyldig i at have brudt Premier Leagues økonomiske regler. Det er fortsat uvist, hvilke konsekvenser det får.
Dagen før Norges kamp mod Portugal skulle Erling Haaland have været med på pressemødet for det norske landshold. På grund af sagen i Manchester City blev pressemødet aflyst.
Som rettighedshaver blev TV 2 Norge i stedet tilbudt det eksklusive interview med Erling Haaland, men kun på den betingelse, at man ikke spurgte ind til Manchester City-skandalen.
- Det gad vi ikke at acceptere, siger Vegard Jansen Hagen til VG.
Han er nemlig af den overbevisning, at journalister skal have mulighed for at stille de spørgsmål, de har lyst til at stille.
- Jeg er overbevist om, at Haaland, så selvtillidsfuld som han virker til at være i kontakten med medierne, ville have håndteret spørgsmålene om City-dommen på en god måde.
- Derfor synes jeg også, at det er en skam, at han ikke bare får det ud af verdenen, siger han.
Beslutningen om at stille et krav for spørgerammen til TV 2 Norge blev ifølge det norske fodboldforbund diskuteret mellem TV 2 Norge, det norske fodboldforbund og Erling Haalands egne repræsentanter.
Erling Haaland
Manchester City
Norge












