AGF-fangruppe forklarer boykot: Retter skarp kritik mod ledelsen

Under dagens kamp mod Viborg valgte vi at boykotte den organiserede stemning. En beslutning, som vi hverken har truffet let eller uden omtanke. Men også en beslutning, som vi efter længere tids frustrationer og en stadig mere tilspidset situation omkring vores klub fandt nødvendig.

For der kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt blot at udtrykke sin utilfredshed. Hvor gentagne oplevelser af mistillid, manglende anerkendelse og en voksende afstand mellem klubbens ledelse og dens aktive fanmiljø kalder på en reaktion, der ikke kan misforstås.

Det tidspunkt er vi nået til.

De seneste tids begivenheder omkring AGF’s opsigelse af sponsorsamarbejdet med WindowMaster International A/S har efterladt os både målløse, vrede og dybt bekymrede over den kurs, som klubbens øverste ledelse tilsyneladende har valgt.

Den 3. august offentliggjorde AGF en forlængelse af samarbejdet med WindowMaster frem til sommeren 2028. En mangeårig guldpartner, som klubben selv fremhævede for sin loyalitet og sit engagement gennem både op- og nedture.

Den 23. oktober blev samarbejdet opsagt.

Fra offentlige hyldester og gensidige skulderklap til en opsagt sponsoraftale. På mindre end tre måneder.

Og hvad blev den udløsende årsag til dette bemærkelsesværdige brud?

En Facebook-debat om pyroteknik.

En person havde i debatten fremsat udtalelser, hvor Windowmasters økonomiske engagement blev kædet sammen med AGF’s pyrobøder og klubbens fremtidige indsats mod pyroteknik. AGF har efterfølgende afvist påstanden om sponsoratets anvendelse og begrundet opsigelsen med både denne påstand og koblingen mellem sponsoratets fortsættelse og klubbens pyropolitik.

Lad os være fuldstændig tydelige: Vi anfægter ikke AGF’s ret til at afvise urigtige oplysninger eller til at modsætte sig forsøg på at påvirke klubbens politik gennem økonomiske interesser. Det er legitime hensyn, som naturligvis skal tages alvorligt.

Men derfra og til at bringe et mangeårigt og betydningsfuldt sponsorsamarbejde til ophør er der et ganske betragteligt spring.

Vi finder det ganske enkelt ude af proportioner.

Situationen bliver kun mere opsigtsvækkende, når man betragter, hvem klubben har valgt at afslutte samarbejdet med.

For Boyter-familien er ikke blot navnet bag endnu et sponsorat i rækken. Familiens tilknytning til AGF går årtier tilbage og er vævet ind i en væsentlig del af klubbens nyere historie.

Da AGF i begyndelsen af 1990’erne befandt sig i alvorlige økonomiske vanskeligheder, spillede Mogens Boyter som klubbens formand en afgørende rolle i arbejdet med at vende udviklingen. Under hans formandskab lykkedes det at forbedre klubbens økonomiske situation og skabe grundlag for en periode med sportslig fremgang.

Senere videreførte familien engagementet. Erik Boyter har ligeledes været involveret i AGF’s ledelse og gennem årene bidraget til klubbens udvikling og økonomiske opbakning.

Vi taler om en familie, der gennem generationer har været med til at holde hånden under AGF – også når klubben havde allermest brug for det.

Og netop derfor forekommer den seneste beslutning os så ufatteligt vanskelig at begribe.

Hvordan kan en klub, der ellers ynder at fremhæve loyalitet, lokal forankring, traditioner og respekt for sin historie som bærende værdier, nå frem til, at et brud med en så historisk betydningsfuld samarbejdspartner er den rette konsekvens af udtalelser fremsat i en Facebook-debat?

Hvordan er forholdet mellem handling og konsekvens blevet vurderet? Hvilke muligheder for dialog, berigtigelse og afklaring blev undersøgt? Og var det virkelig umuligt at finde en løsning, der ikke nødvendiggjorde et fuldstændigt brud med en samarbejdspartner, som klubben selv blot få måneder tidligere fremhævede for sin loyalitet?

Vi kender ikke alle de samtaler, der måtte have fundet sted bag lukkede døre. Men på baggrund af de offentligt tilgængelige oplysninger fremstår beslutningen for os som en voldsom og særdeles svært forståelig reaktion.

For os er windowmaster-sagen ikke en isoleret begivenhed. Den er snarere blevet kulminationen på en udvikling, som vi gennem længere tid har betragtet med stigende frustration og bekymring.

Ved et møde i sommer oplevede repræsentanter fra vores fanmiljø, at klubbens administrerende direktør, Jacob Nielsen, gav udtryk for en særdeles nedladende opfattelse af Nysir og gruppens betydning for klubben.

Ifølge de tilstedeværendes gengivelse blev det blandt andet tilkendegivet, at Nysir uden problemer kunne erstattes af andre, og at den skadede AGF mere, end den gavnede klubben.

Det er vores repræsentanters gengivelse af de budskaber, de oplevede på mødet.

Og det er udtalelser, som har efterladt et dybt indtryk hos de mennesker, der gennem mange år har viet en betydelig del af deres liv til AGF.

For hvordan skal man som frivillig og engageret AGF-fan forstå sin plads i klubben, hvis dens øverste administrative ledelse tilsyneladende betragter ens samlede engagement som skadeligt, uønsket og uden nævneværdig værdi?

Hvordan skal man opretholde tilliden til en ledelse, hvis man efterlades med oplevelsen af, at det fællesskab, man har brugt årevis på at opbygge, uden videre kan fjernes og erstattes?

Og hvordan kan man forvente ubetinget loyalitet fra et fanmiljø, hvis det samme miljø ikke oplever at blive mødt med tilsvarende loyalitet og respekt?

Det er disse oplevelser, der gør, at den seneste sponsorsag rammer os langt hårdere, end den måske umiddelbart vil gøre hos andre AGF-fans.

Vi ser en bekymrende sammenhæng mellem de tidligere udtalelser, den måde vores miljø oplever at blive betragtet på, og den seneste håndtering af en mangeårig samarbejdspartner.

Vi oplever en ledelsesmæssig tilgang, hvor uenighed risikerer at blive mødt med konfrontation frem for dialog, og hvor den gensidige forståelse mellem klubben og dens engagerede omgivelser bliver stadig vanskeligere at få øje på. Og det finder vi dybt problematisk.

For lad os understrege, hvad der rent faktisk ligger bag den tribunekultur, som AGF hver eneste uge nyder godt af.

Det er mennesker, der bruger aftener, weekender og feriedage på at producere tifoer, skrive sange, fremstille flag og bannere, arrangere udebaneture og videreføre de traditioner, som gennem generationer har været med til at forme AGF’s identitet.

Det er utallige frivillige arbejdstimer, der bliver lagt i et fællesskab, som hverken er skabt af kommercielle interesser eller af ønsket om personlig gevinst.

Det er skabt af kærlighed. Af tilhørsforhold. Af mennesker, for hvem AGF ikke blot er en fritidsinteresse, men en uadskillelig del af deres liv.

Det er netop derfor, vi finder det så beskæmmende, når vores engagement tilsyneladende reduceres til et problem, som skal håndteres, eller en gruppering, som uden videre kan erstattes.

Man kan købe sig til underholdning. Man kan investere i faciliteter, lysshows og kommercielle stadionkoncepter. Men man kan ikke købe sig til autenticitet, generationers loyalitet og ubetinget kærlighed.

Den slags opbygges over årtier. Den skabes af mennesker, der bliver ved med at møde op, også når resultaterne udebliver, og begejstringen er svær at finde andre steder end på tribunen.

Derfor er det en fundamental selvmodsigelse, hvis man på den ene side ønsker at fremhæve AGF’s særlige tribunekultur og den atmosfære, som adskiller klubben fra så mange andre, men på den anden side efterlader nogle af dens mest engagerede bidragydere med følelsen af at være uønskede og udskiftelige.

Og lad os samtidig gøre én ting fuldstændig klar.

Vi er naturligvis bevidste om, at brugen af pyroteknik er ulovlig, og at den kan medføre både økonomiske og disciplinære konsekvenser for klubben. Det er legitime problemstillinger, som vi hverken forsøger at bortforklare eller ignorere.

Men der er en afgørende forskel på at kritisere konkrete handlinger og på at lade disse handlinger definere ens samlede opfattelse af et helt fanmiljø.

Man kan tage afstand fra pyroteknik uden samtidig at tage afstand fra menneskene og den kultur, der omgiver den.

Vi kræver ikke særbehandling. Vi forlanger ikke at være hævet over lovgivningen eller konsekvenserne af egne handlinger. Men vi forventer at blive mødt med en grundlæggende respekt og en vilje til dialog, som står mål med det engagement, vi selv lægger i klubben.

Når vi sammenholder vores tidligere oplevelser med klubbens direktør med den seneste håndtering af Windowmaster-sagen, tegner der sig fra vores perspektiv et særdeles bekymrende billede.

Vi oplever ikke længere blot at være uenige med klubbens ledelse. Vi oplever i stigende grad, at selve vores plads og berettigelse i AGF bliver draget i tvivl.

Den samlede udvikling føles for os som en krigserklæring mod det aktive fanmiljø. Ikke fordi der formelt er erklæret nogen krig, men fordi vi oplever en ledelsesmæssig kurs, der risikerer at underminere tilliden til og fundamentet under det fællesskab, vi har været med til at opbygge.

Og det er en udvikling, vi ganske enkelt ikke længere kan forholde os passive til.

Det er let at hævde, at andre blot kan overtage.

Men den slags fællesskaber er ikke udskiftelige brikker, som uden videre kan erstattes, når de ikke længere passer ind i en bestemt ledelses forestilling om, hvordan klubben skal fungere.

Man kan erstatte mennesker på et organisationsdiagram. Man kan ikke uden videre erstatte den kultur, de gennem generationer har været med til at skabe.

Er vi uønskede, så kommer vi ikke.

Det er ikke et udtryk for, at vi ønsker at vende AGF ryggen. Det er en alvorlig påmindelse om, hvad klubben risikerer at stå tilbage med, hvis de mennesker, der bærer den organiserede tribunekultur, til sidst mister grundlaget og motivationen for at fortsætte.

Det er præcis den alvor, vi ønsker at tydeliggøre med vores protest.

Vores boykot mod Viborg skal derfor ikke blot forstås som en markering af vores utilfredshed med de seneste begivenheder. Den skal også forstås som et billede på den fremtid, vi frygter, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Stilheden mod Viborg var midlertidig, men den virkelighed, vi ønskede at illustrere med den, risikerer at blive permanent.

For hvis forholdet mellem klubbens ledelse og det aktive fanmiljø fortsat forværres, kan konsekvensen blive, at den organiserede stemning ikke længere eksisterer i den form, som vi alle kender den.

Ikke nødvendigvis fordi nogen ønsker at opgive AGF, men fordi man over tid risikerer at nedbryde det engagement, den tillid og det fællesskab, der overhovedet gør det muligt.

Det, der mod Viborg var en bevidst og midlertidig stilhed, risikerer således at blive et mere permanent fravær.

Det er ikke den fremtid, vi ønsker. Tværtimod. Men det er en risiko, som vi mener, klubbens ledelse er nødt til at forholde sig alvorlig til, før skaden bliver uoprettelig.

Vi er fuldt bevidste om, at vores beslutning om at boykotte den organiserede stemning også påvirker de mennesker, som ingen andel har i konflikten. Ikke mindst spillerne på banen og vores medfans på tribunerne. Det er et dilemma, vi har taget alvorligt, og som har indgået i vores overvejelser.

Men når bekymringerne over længere tid har fået lov til at vokse, og tilliden mellem ledelse og fanmiljø er blevet så alvorligt udfordret, mener vi, at situationen kalder på mere end endnu en utilfreds tilkendegivelse.

Vi valgte at lade stilheden tale, fordi vi ikke længere føler, at vores stemmer bliver hørt.

Ikke for at straffe spillerne. Ikke fordi vores kærlighed til AGF er blevet mindre. Men fordi vi ønsker at synliggøre, hvad der står på spil, hvis det organiserede fanmiljø fortsat oplever at blive mødt med mistillid og manglende respekt.

år tribunen normalt synger og hele stadion løftes, sker det ikke af sig selv. Det er resultatet af et omfattende frivilligt engagement, som vi mener fortjener anerkendelse frem for mistænkeliggørelse.

Den stemning, som så mange tager for givet, er ikke en selvfølge. Og den kultur, som klubben med rette kan være stolt af, kan ikke bare erstattes.

Vi ønsker ikke en permanent konflikt med AGF. Vi ønsker en klub, hvor ledelse og fans kan være uenige uden at blive betragtet som hinandens modstandere. Hvor kritik ikke bliver sidestillet med illoyalitet, og hvor respekt, ansvarlighed og dialog går begge veje.

Men en sådan relation forudsætter også, at klubbens ledelse er villig til at forholde sig til sin egen rolle i den situation, vi nu står i.

Vi forventer derfor en reel stillingtagen til den seneste håndtering af WindowMaster-sagen, en afklaring af de tidligere udtalelser om vores fanmiljø og en oprigtig vilje til at genopbygge den gensidige tillid.

Ikke gennem symbolske håndtryk og tomme hensigtserklæringer, men gennem handling og en vedvarende respektfuld dialog.

For det må aldrig blive sådan, at kærligheden til AGF og ønsket om at værne om klubbens identitet bliver opfattet som en hindring for dem, der er sat til at lede den.

AGF er ikke en direktørs personlige projekt. AGF er ikke en bestyrelses ejendom. Og AGF’s identitet kan ikke reduceres til de økonomiske og kommercielle hensyn, der måtte præge den moderne fodboldverden.

AGF er en historisk institution og et fælles samlingspunkt for generationer af aarhusianere. En klub, der eksisterede længe før den nuværende ledelse, og som vil eksistere længe efter.

De personer, der i dag har ansvaret for at lede AGF, er betroet ansvaret for at forvalte noget, der er større end dem selv.

Det ansvar forpligter, også når beslutninger skal træffes under pres. Også når der opstår uenighed. Og ikke mindst når loyaliteten til klubbens værdier for alvor bliver sat på prøve.

En direktør kan udskiftes. En bestyrelsesformand kan træde tilbage. Men klubben og kærligheden til den består.

Vi står ikke her, fordi vi ønsker at bekæmpe AGF. Vi står her, fordi vi nægter at se passivt til, hvis afstanden mellem klubbens ledelse og dens mest engagerede fans fortsætter med at vokse.

Vores loyalitet har aldrig været betinget af, hvem der sidder på direktørgangen, eller hvem der til enhver tid træffer beslutningerne.

Den har altid ligget hos AGF. Og sådan vil det fortsat være.

/ Nýsir