Cornelius-sag deler vandene: Formand forsvarer beslutning
Formanden for Fodboldens Disciplinærinstans mener, at karantænen til Andreas Cornelius var på sin plads.

Andreas Cornelius' 11 mod 12-udtalelse efter mødet med FC Midtjylland har været genstand for stor diskussion de seneste uger.
Kommentaren fra FC København-spydspidsen kostede nemlig en karantæne, efter at Fodboldens Disciplinærinstans af egen drift valgte at rejse en sag mod Cornelius.
Beslutningen er blevet mødt af stor kritik, men Jens Hjortskov, der er formand for Fodboldens Disciplinærinstans, mener, at karantænen til Andreas Cornelius var helt efter bogen.
- Vi har en fuldstændig klar linje og fast praksis i de her sager. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at der er nogen, der siger, at vi har en zigzag-linje, og at der ikke er en tråd i det.
- Der er en helt klar tråd i vores linje, siger Hjortskov til Ritzau ifølge TV 2 Sport.

Udtalelsen betød, at Cornelius missede weekendens brag i Parken mod AGF.

FC København












