FCN-træner på kant med loven: Reklamerer for ulovlig virksomhed
FC Nordsjællands assistenttræner Michael Essien er kommet i problemer efter et samarbejde med et ulovligt spilleselskab.

Stort FCN-navn på kant med loven: Reklamerer for ulovlig virksomhed
Den verdenskendte midtbanespiller Michael Essien har været en del af trænerstaben i FC Nordsjælland siden 2020.
Men nu er ghaneseren blevet involveret i en grim sag, hvor han i længere tid har været på kant med loven.
TV2 kan nemlig afsløre, at Michael Essien siden april har været ambassadør for det ulovlige vietnamesiske onlinekasino Rikvip, som han har medvirket i en række reklamer for.
Det kan skaffe FCN-træneren i problemer, eftersom sportsbetting og online gambling er strengt ulovligt i Vietnam. Rikvip har desuden heller ikke licens til at drive spillevirksomhed i Danmark.
Essiens partnerskab med Rikvip er også på kant med DBU's adfærdskodeks, der understreger, at hverken trænere eller spillere må have direkte eller indirekte økonomiske interesser i spillevirksomheder.

Michael Essien har i et skriftligt svar til TV2 beklaget situationen.
- Jeg er glad for, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at mit samarbejde med Rikvip har været i konflikt med mit arbejde under FIFA og DBU's love og regler. Jeg ville aldrig bevidst gøre noget, der overtræder fodboldens love og regler, udtaler Michael Essien til TV2.
Inden han indstillede sin aktive spillekarriere i 2020, nåede Michael Essien at repræsentere klubber som blandt andre Chelsea, Real Madrid, AC Milan og Lyon.

Danmark
FC Nordsjælland












