Vild sammenligning af FCM-komet: – Kopi af Cristiano Ronaldo
Han er udset som Franculinos afløser, og i hjemlandet er der store forventninger.

Da Friday Etim stadig var et ungt talent i Nigeria, var det Dickson Nwakaeme, der havde ham under sine vinger.
Nwakaeme spillede kortvarigt for AaB i efteråret 2010, men i dag driver han akademiet DN10 i hjemlandet, hvor Etim tog sine første skridt.
Derfra gik turen til portugisiske Vizela og siden videre til Danmark.
Nwakaeme har derfor fulgt Etims udvikling hele vejen, og han følger stadig tæt med - både fra bopælen i England, og når han er i Nigeria, hvor han har fundet en måde at se dansk fodbold på.
Og den tidligere Superliga-spiller har da også en ganske klar idé om, hvad FC Midtjylland har fået fingrene i.
- Jeg ser en kopi af Cristiano Ronaldo, fortæller han i et interview med Campo.

Nwakaeme understreger dog, at han ikke forventer, at Etim når samme niveau som Cristiano Ronaldo.
Det er i stedet portugiserens arbejdsiver og mentalitet, han genkender hos FCM-angriberen.
Etim er, ifølge Nwakaeme, en fighter, der træner ekstremt hårdt og har en arbejdsmoral, der kan tage ham langt.
Og selv om Etim allerede har scoret fem gange og lavet to assists i denne sæson, mener den tidligere AaB-spiller, at danskerne kun har set begyndelsen.
- Jeg tror på, at han kan nå toppen, og snart vil den danske liga se, hvad jeg mener. Han er kun lige begyndt.
Nwakaeme ser samtidig et oplagt næste skridt i landsmandens udvikling.
Med en markant styrke, fart, teknik og målnæse mener han, at Etim har de egenskaber, der skal til for at spille sig ind omkring det nigerianske landshold.
- Der er ikke mange angribere som Etim i Nigeria. Han er bygget anderledes, og jeg er sikker på, at han kommer til at spille for landsholdet inden længe.

AaB
FC Midtjylland
Danmark












