Man kan blive for bange og ydmyg, Danmark
Defensivt haltede Danmark igen i et nederlag til Norge, der trods alt sluttede bedre end frygtet men også startede og sluttede skidt.

I dagene og ugerne op til kampen i Oslo hørte vi meget om, hvor mange landskampe, der er forsvundet ud af det danske landshold.
Det er et langt generationsskifte, der er gang i, når forklaringen også var den samme efter VM 2024.
Det er voldsomt uheldigt, Andreas Christensen og Alexander Bah begge røg på skader, der er en forklaring, der er rimelig at tage med.
Men når vi taler spillere fra Napoli, Atlético Madrid, Manchester United, Lazio, Strasbourg, Fulham, Marseille, Brentford, FC Porto, Lyon, har jeg lige siden den bizarre Belarus-kamp for ti måneder siden haft svært ved at forstå, hvorfor det danske landshold og dets landstræner Brian Riemer skal krybe langs væggene og tage en mærkelig underdog-rolle på sig.
Fair, underdog var man i aften mod VM-kvartfinalisten Norge og deres verdensklassespillere på forreste del af banen.

Men hvad var det for en passiv start, Danmark diskede op med?
Bo Henriksen havde fuldstændig ret, da han i pausestudiet sagde, Danmark ville tabe ni af ti kampe med den indstilling.
Ydmyghed er en god ting gjort på den rette måde, men her havde man da haft bedre af noget selvtillid og noget fandenivoldsk i stedet for at gå ind til kampen med bøjet nakke.
Bedre anden halvleg
Det blev meget bedre fra midten af første halvleg til midten af anden halvleg, hvor man lige netop droppede ydmygheden og den bøjede nakke og flækkede igennem.
Hvorfor dog ikke spille sådan i hele kampen?

Det gik i stå igen efter en god periode oven på udligningen med udskiftninger, der i hvert fald ikke fungerede i aften.
Danmark kommer med al sandsynlighed ikke til at vinde den her Nations League-pulje, det bliver et spørgsmål for Portugal og Norge.
Det må handle om at blive klar til EM-kvalifikationen og til at komme bragende der.
Andreas Christensen mangler, men der er noget i den her danske defensiv og forsvarsspillet, der ikke fungerer og må være bekymrende.
Det var også det, ekstremt kostbare og udygtige forsvarsfejl, der åd den direkte danske VM-billet for 10 måneder siden, og det skal løses.
Det positive for det danske landshold er, at der er bid og power i dette hold, når man presser fremad.
Det er nok det, det danske landshold skal have kampene til at handle om i kvalifikationen til EM 2028, hvor man igen skal spille som favorit – og så skal den rette formation i det forsvar skrues sammen i en fart.

Danmark
Norge












