Stor AGF-opdatering: Sådan står det til med Links, Kahl og co.
AGF giver en opdatering på lazarettet i klubben.

Skaderne har hobet sig op i AGF.
Værst står det til med Kevin Yakob, der torsdag er blevet meldt ude på ubestemt tid.
Til gengæld begynder det at lysne for flere af de øvrige profiler på skadeslisten.
Udover Yakob har De Hviie på sin hjemmeside også givet en skadesopdatering på Gift Links, Eric Kahl, Nicolai Poulsen, Tomás Kristjánsson og Oskar Haugstrup.
Seneste navn på skadeslisten er Eric Kahl, der måtte udgå i søndags, men han forventes ikke ude i længere tid.
Gift Links har været tvunget op på tribunen de seneste fem kampe, men han er 'også i et godt forløb', men forventes først at være tilbage på træningsbanen på den anden side af landsholdspausen.

I midten af august kom det frem, at Tomás Kristjánsson havde brækket hånden i en U19-kamp. Han har siden fået gipsen af og træner med en særlig skinne.
Sidst, men ikke mindst, er der Oskar Haugstrup, der blev skadet mod Lyngby Boldklub for en måned siden, og Nicolai Poulsen, der endnu har sin sæsondebut til gode.
Både Poulsen og Haugstrup er tilbage på træningsbanen og nærmer sig muligheden for comeback, skriver AGF.
Sidste opgave for AGF inden landskampspausen er søndag mod AC Horsens.

AGF
Eric Kahl
Gift Links












