AGF-profil ude på ubestemt tid
AGF meddeler på sin hjemmeside, at Kevin Yakob er ude på ubestemt tid.

Der har været mange ubesvarede spørgsmål, siden Kevin Yakob udgik med en skade i sæsonpremieren mod Lech Poznan i Champions League-kvalifikationen.
Den irakiske landsholdsspiller har ikke været i aktion siden, og det har ligeledes været sparsomt med informationer fra AGF's side.
Indtil nu.
Den første melding fra AGF lød, at Yakobs skade ikke var så alvorlig. Nu viser det sig imidlertid, at situationen er mere alvorlig end først antaget.
AGF oplyser torsdag på sin hjemmeside, at Yakob har fået foretaget en operation i sit knæ, som blev vurderet nødvendig.

Samtidig melder klubben midtbaneprofilen skadet på ubestemt tid.
- Kevin er nu blevet opereret i sit knæ på baggrund af flere undersøgelser. Vi overvejede siden skaden opstod, om en operation var nødvendig eller ej, men i sidste ende var det vores vurdering, at det var det.
- På grund af Kevins historik er det ikke ansvarligt at sætte en tidshorisont på, hvornår han er tilbage. Det er på ubestemt tid og han tager det nu måned for måned. Kevin ønsker heller ikke, at der bliver offentliggjort flere detaljer om hans skade - det er, hvad vi kan fortælle om Kevins status nu, hvor han begynder sit genoptræningsforløb, siger Phil Mansfield, Head of Performance and Medical i AGF.
Det er ikke første gang, at Yakob er knæskadet. Han tilbragte nemlig næsten to år på sidelinjen mellem 2023 og 2025.

AGF
Kevin Yakob












