Tidlig skade spolerede Randers’ planer: Han har ondt
Rasmus Bertelsen giver en status på Mike Themsen, der udgik med en skade.

📍Campo på Cepheus Park
Søndag eftermiddag tabte Randers FC på eget græs.
OB kom, så og sejrede med 1-2 på Cepheus Park, men nederlaget var ikke Rasmus Bertelsens eneste bekymring efter kampen.
Efter blot 21 minutter måtte den formstærke Mike Themsen forlade banen i smerter, og den første melding fra cheftræneren er ikke just opløftende.
- Jeg fik lige en kort status her efter kampen. Det var ikke super. Han har ondt i den fod der. Han fik et ordentligt smask på den, så det var ikke umiddelbart vanvittigt positivt, men jeg har ikke den endelige diagnose endnu, siger Rasmus Bertelsen til Campo og den øvrige presse.
Skaden til Themsen betød, at John Björkengreen, der på det seneste har døjet med skavanker, blev bragt i spil - og Bertelsen indrømmer, at det var tidligere end planen.

- Det er jo aldrig rart at miste spillere - specielt ikke med den gameplan, der er lagt. [John] Björkengren kommer ind og gør, hvad han kan under de omstændigheder, han nu er i lige nu.
- Jeg satte ham også ind for tidligt, tror jeg. Det var jo fra pausen og fremad, vi egentlig havde håbet, at han skulle ind, så der blev vi ikke bedre i den udskiftning. Det må man sige, siger Bertelsen.
Med nederlaget befinder Randers sig på syvendepladsen i Superligaen med 10 point i otte kampe.
Læs Campos konklusion fra kampen her:

Randers FC












