Arteta og Arsenal ‘tog chancen’ med Højlund
Arsenal-manageren fortæller, hvordan det var at håndtere Rasmus Højlunds fart.

Rasmus Højlund er med sin fortid i Manchester United et ganske velkendt navn i England.
Derfor vidste Arsenal-manager Mikel Arteta også godt, hvad der ventede ham onsdag aften, da han og hans mandskab gæstede Napoli i det sydlige Italien.
I sidste ende formåede Arsenal at holde Napoli og Rasmus Højlund fra fadet, men ikke uden at der opstod farlige situationer.
På det efterfølgende pressemøde forklarer Mikel Arteta, at den danske angribers fart ganske enkelt var en risiko, man valgte at leve med.
- Det er en risiko, men mod en lav blok som deres, så blev vi nødt til at tage den chance. Vi har forsvarsspillere, der kan løse den slags situationer.
- Det er rigtigt nok, at der var en eller to situationer på banen i dag (onsdag, red.), hvor vi var lidt heldige, men det er den risiko, vi løber, fordi vi gerne vil være dominerende. Hvis ikke vi gør det, så kan det ikke lade sig gøre, siger han.

Mikel Arteta blev foruden Rasmus Højlund også spurgt ind til Napolis præstation i sin helhed. Det kom blandt andet til at handle om en belgier, som han igen kender særdeles godt fra Premier League og deres fælles fortid i Manchester City.
- Der er mange forudsætninger som bestemmer, hvordan man får lov til at spille sådan en kamp her. Hvis der er en spiller i Napoli, som er en af mine favoritspillere nogensinde, så er det Kevin De Bruyne, som jeg havde fornøjelsen af at træne og arbejde sammen med i næsten fire år.
- Han er efter min mening en af de bedste midtbanespillere nogensinde, og det er stadig en fornøjelse at se ham spille.
Arsenal endte med at vinde opgøret 0-1 og kan nu rette fokus mod lørdagens kamp ude mod Sunderland i Premier League, hvor man ligeledes er ubesejret i den nye sæson.
Arsenal
Napoli
Rasmus Højlund












