AGF-boss fryder sig: Vinder 99 ud af 100 dueller
AGF‘s cheftræner Jakob Poulsen glæder sig meget til at have Frederik Tingager tilbage på banen.

Han gassede en smule ned i slutminutterne af onsdagens træning.
Men midtstopperen Frederik Tingager er på vej tilbage mod kampformen, uanset at han stod over de sidste minutter af intervaltræningen på lille bane på Fredensvang.
Midtstopperen trives tydeligvis med igen at spille fodbold med holdkammeraterne.
Men er han så langt fremme, at et comeback mod FC Nordsjælland ligefrem er i spil?
Det ville være et hårdt sted at vende tilbage, kunstgræsset i Farum, men det går den rigtige vej, fortæller AGF's cheftræner Jakob Poulsen.
- Jeg tror ikke, det kun er min beslutning. Vi skal være enige om det, når han selv føler, at han er der. Det er er fedt at have ham tilbage i flere og flere træninger på banen, og også fulde træninger.
- Det er et tegn på, at det går den rigtige vej, og at det går bedre og bedre. Hvornår han er der 100 procent, det har jeg svært ved at svare på, siger Jakob Poulsen, der ikke kan eller vil sige præcist, om Farum-kampen på søndag er en postgang for tidligt til en retur til Superliga-minutter.

- Jeg tror, jeg vil sige det samme igen. Det er svært at svare på for mig. Selvfølgelig ved vi, at når Tingager er i topform, er han en forstærkning for vores hold. Det har han vist, hver gang, han har været der. Så det er også sikkert, at han bliver det igen. Men vi skal også være sikre på, at han er helt klar, siger Jakob Poulsen.

God for AGF
Frederik Tingager udgik kort inde i AGF's Champions League-kvalifikationskamp mod FK Sabah hjemme i Randers, efter han også var udgået mod Lyngby nogle dage tidligere.
Så AGF passer på den erfarne forsvarsspiller.
Men Jakob Poulsen glæder sig til, han kan smide Tingager på banen og i startopstillingen igen.
- Der er jo også lederskabet og den spiller, han naturligt er. Når han har en duel, ved man, at han vinder den 99 ud af 100 gange. Det giver en vis tryghed for spillerne omkring ham, det kan der ikke være tvivl om, siger Jakob Poulsen.
AGF har endnu ikke vundet en sejr i ligaen og har FC Nordsjælland på søndag og derefter en tur til Horsens weekenden efter, med en pokalkamp mod Skjold klemt inde mellem de to ligakampe.
Derefter er der tre ugers landsholdstermin, hvor der venter AGF-spillerne nogle utvivlsomt kærkomne fridage.

AGF
Frederik Tingager












