Første gang i Danmark: Forklarer forvirrende VAR-regel
Jakob Kehlet blev den første i dansk fodbold til at gøre brug af en ny regel.

VAR og dommerkendelser er mange ting.
De kan være korrekte, forkerte og forvirrende.
Mandag aften var det sidstnævnte, der kom til at fylde blandt fansene, journalisterne og sågar spillerne på MCH Arena.
Det skyldes en speciel situation efter pausen.
I første omgang fik FC Nordsjællands Lamine Sadio et gult kort for en tackling på FC Midtjyllands Victor Bak.
Dommer Jakob Kehlet blev få sekunder efter kaldt ud til VAR-skærmen med en forklaring til fans og seere om, at det skyldtes en "mulig forveksling af spillere".
Efter VAR-tjekket trak Jakob Kehlet det gule kort til Lamine Sadio tilbage, mens det i stedet blev langet ud til Victor Bak.
Man kunne fristes til at tro, at reglen kun var gældende ved forveksling af spillere på samme hold. Og måske også, at en situation med gult kort og frispark ikke burde være nok til, at VAR blander sig - men det er altså foregået helt efter bogen.
Det forsikrer både Jakob Kehlet selv og dommerformand i DBU, Michael Johansen, over for Campo.
- Jeg ser jo Victor Bak spille bolden, og så ser jeg, at Lamine Sadio træder ned på hans fod. Og det var faktuelt forkert, for det var sådan set lige omvendt. Det jeg ser på banen er dog et 'mandatory' gult kort, så det melder jeg ind.
- Men vi har så fået den mulighed fra da VM startede, at VAR kan gå ind og sige, at det var lige omvendt og at det simpelthen er Victor Bak, der træder ned på Lamine Sadio. Det er så det, vi kalder 'mistake by identity' - en forveksling af spillere, siger Jakob Kehlet.
Han understøttes af Michael Johansen, der i et skriftligt svar uddyber reglen:
- Det er den nye lovændring, som trådte i kraft pr. 1 juli og som var gældende under VM.
- Loven åbner op for, at hvis et tydeligt/åbenlyst givet gult kort er forkert, grundet at det var en anden spiller som begik forseelsen (både med- og modspillere), så er der tale om at VAR tjekker for "forveksling af spiller".
- I den konkrete case i Herning er det tydeligt, at den forkerte spiller fik advarslen for en "gul kort-forseelse". Fordi det er forveksling med en modstander, så kaldes dommeren til skærmen. Havde det i stedet været en medspiller, ville VAR blot oplyse dommeren, som så flytter kortet til den korrekte spiller, oplyser dommerformanden i DBU.
Havde helst været foruden
Hvis ikke det var alle, der ved første gennemsyn forstod situationen, så frygt ej.
Jakob Kehlet fortæller nemlig, at mandag aften var første gang, at reglen blev taget i brug i Danmark.
Men egentlig havde han helst været foruden den bedrift.
- Jamen det er da irriterende. Jeg ville hellere have dømt den korrekt inde på banen, siger Jakob Kehlet med et grin og fortsætter:
- Men det gik rigtig stærkt, og det faktum at Viktor Bak spiller bolden, gør den jo lidt svær, for i 99 ud af 100 tilfælde vil det være omvendt, så det er spilleren uden bold, der kommer for sent. Men jeg ser den forkert.
Ændringen af det gule kort skabte ifølge Jakob Kehlet ikke det store postyr inde på banen.
FC Midtjyllands Kjell Wätjen kunne dog fortælle til blandt andre Campo efter slutfløjt, at han var en anelse forvirret og aldrig havde oplevet reglen i brug før.
Den forvirring delte Victor Bak efter alt at dømme.
- Han fik lige sagt "what". Han forstod ikke, at han skulle have den, for han slog sig også i situationen. Men det var også det eneste, der lige var, for alle accepterede det faktisk.

Reglen om "forveksling af spillere" er i lige så høj grad med henblik på at få sendt et gult eller rødt kort i den rigtige retning i tilfælde af, at der er blevet set forkert blandt to spillere på samme hold.
- Hvis det eksempelvis havde været to FC Nordsjælland-spillere, der var gået ned i tacklingen, og jeg var kommet til at give kortet til den forkerte, så behøver jeg ikke at gå ud til skærmen. Så melder VAR bare ind og siger, at jeg lige skal ændre det.
Der er dog den hage ved det, at hvis man i VAR-vognen var kommet frem til, at Victor Bak ikke havde begået en forseelse magen til den, som Jakob Kehlet vurderede Lamine Sadio begik på FCM-backen, så kunne Kehlet og VAR ikke ændre på det gule kort.
- Men det er så fordi, at det i det her tilfælde er en advarsel den anden vej. Havde VAR vurderet, at Victor Bak ikke skulle have en advarsel på den her, så havde de ikke rørt ved den. Så havde det bare været et forkert givet gult kort til Lamine Sadio.
- Derfor er det et godt eksempel på, hvordan man kan bruge den nye regel her.
Foruden retfærdigheden og den korrekte kendelse under selve kampen, så undgår man i dette tilfælde også at få et efterspil med appel.
- Alternativet er jo, at FC Nordsjælland skulle bruge 25.000 kroner på at appellere det gule kort efter kampen. Det slipper vi jo så for nu, fordi vi ender med den rigtige kendelse.
- Man kan måske sige, at det bliver lidt rodet, fordi man skal til at gå ud og kigge den igennem, og det bedste er jo også, hvis man rammer den rigtigt inde på banen. Men i sidste ende får vi annulleret et helt forkert gult kort og ændret den til det rigtige, siger Jakob Kehlet.
Foruden det gule kort blev situationen også ændret fra et frispark til FC Midtjylland, til i stedet at give FC Nordsjælland et frispark i en farlig position.
Det medførte dog ikke en scoring. Opgøret endte 2-2.

Danmark
FC Midtjylland
FC Nordsjælland












