Debutant fik direkte rødt: Måske for vant til Championship
Axel Henriksson skulle lige se sit røde kort igen, før han var enig.

Det kunne have været en decideret mareridtsdebut.
Fredag blev Axel Henriksson præsenteret som ny mand i Randers FC.
Søndag blev han skiftet ind midtvejs i anden halvleg mod AGF, men bare otte minutter senere måtte han forlade banen.
En stempling på Kristian Arnstad gav i første omgang gult, inden den efter et VAR-tjek blev vekslet til direkte rødt.
Efter slutfløjt erkender den nye Randers-svensker, at omstødelsen til et rødt kort nok var den rigtige løsning.
Men i første omgang var det altså ikke sådan, han oplevede det inde på banen.
- Inde på banen synes jeg ikke, at det var et rødt kort. Der synes jeg, at jeg kom ind og ramte bolden først, siger han i første omgang til Campo og øvrige fremmødte medier.
Axel Henriksson er skiftet til Randers efter et år i Blackburn og den næstbedste engelske række, og selv mener han, at tiden i England måske stadig sidder lidt i kroppen:
- Måske jeg er lidt for vant til Championship-fodbold, hvor der ikke altid bliver givet kort - det ved jeg ikke, siger han og erkender:
- Når jeg ser situationen bagefter, så forstår jeg godt, hvorfor han (dommeren, red.) gav et rødt kort.

Foruden erfaring fra Championship, havde den nyslåede Randers-spiller også et brændende ønske om at vise sig godt frem for sit nye hjemmepublikum - og så endda i den østjyske klassiker. Og måske han brændte lige en tand for meget efter at brænde banen af:
- Ja, helt sikkert. Jeg ville gerne ind og vise mig fra min bedste side, og sådan endte det selvfølgelig ikke, så jeg er bare glad for, at holdet kunne stå imod og leverede så god en indsats.
Han fortæller videre, at han har sagt tak til sine holdkammerater for at køre sejren i land, selvom han med sin udvisning efterlod dem i en svær situation.
Samtidig konstaterer han, at det røde kort i debuten ikke gjorde det let at sidde på bænken og følge resten af opgøret:
- Det var overhovedet ikke sjovt.
Randers FC vandt opgøret 2-1 og kravler med sejren op på Superligaens syvendeplads.

AGF
Randers FC












