AGF har spillet ti kampe på 37 dage: Det er vi ikke vant til
AGF tager mange læringer med sig fra de europæiske kvalifikationskampe, siger Mads Hedenstad.

AGF's nye virkelighed hedder et efterår proppet med kampe.
Det har sådan set også været tilfældet, siden de danske mestre åbnede sæsonen den 21. juli på hjemmebane mod Lech Poznan.
Faktisk rundede AGF 10 kampe på 37 dage i forbindelse med opgøret mod Benfica i Europa League-kvalifikationen i torsdag.
Truppens bredde er blevet sat på prøve, og de mange kampe med Superliga og Europa sideløbende er ikke hverdagskost for AGF, fortalte Mads Hedenstad til Campo og den øvrige presse efter nederlaget til portugiserne.
- Ja, selvfølgelig (har det taget hårdt på truppen, red.). Det er nogle store hold, man møder, og hvor man giver dét ekstra, der gør kroppen ekstra tæt. Det er vi ikke vant til. Vi har aldrig været i en europæisk kvalifikation før, så det er noget, man må lære.
- Nu har vi fået god læring herfra. Vi har en måned til Conference League starter, og så skal vi rette op på de ting, vi måske ikke har været så gode til og få det til at blive en vane, når vi træder ind i Conference League, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet


Fokus på ligaen
De danske mestre skal nu balancere Superligaen, Betano Pokalen og Conference League, men sidstnævnte begynder, som Hedenstad pointerer, først i oktober.
Det giver aarhusianerne mulighed for at sætte fuld fokus på præstationerne i den hjemlige liga.
Inden starten på Conference League er der desuden også en længere landsholdspause, der er tiltrængt, lyder det fra den norske keeper, der dog understreger, at AGF fortsat vil få et travlt kampprogram indtil da.
- Ja, det bliver fint (med en pause, red.), men vi har vel kun en enkelt uge, hvor der ikke er to kampe. Det bliver godt, og der kommer en landsholdspause, hvor vi får nogle ekstra dage fri. Jeg tror, drengene trænger til det.
- Vi har også en liga, som vi skal fokusere på, og som vi ikke rigtig har startet, som vi ønsker, men det, tror jeg, kommer. Du ser i dag (torsdag mod Benfica, red.), at vi spiller ekstremt god fodbold. Vi tør have bolden, og jeg synes, det var fedt at se, hvordan holdet arbejdede og kæmpede. Det var fint at se, siger han.
I Conference League-ligaspillet skal AGF møde SC Braga, KAA Gent, FC Twente, SK Brann, KF Egnatia og Inter Escaldes.
Første opgør er den 15. oktober.
AGF solgte tidligere på ugen en af sine spillere:

AGF












