Sender Viborg-boss stikpille til Superliga-spillere?
Mads Agesen roser Thomas Jørgensen for sin ageren, samtidig med at han måske sender en skjult kritik.

Viborg FF kunne tidligere onsdag sætte ny transferrekord.
Thomas Jørgensen er således nu officielt skiftet til franske Toulouse for et beløb på 67,5 millioner kroner.
Forud for skiftet har rygterne svirret længe, mens det også er blevet berettet, at Viborg FF skulle have afvist et bud fra franskmændene til at starte med, fordi pengene på det tidspunkt ikke var store nok.

Det har dog ikke fået Thomas Jørgensen til at skabe sig hverken internt eller udadtil, og det får den unge midtbanespiller ros for af Viborg-sportschef Mads Agesen over for Viaplay Sport News.
Han kalder det blandt andet for en moden opførsel.
Viborg-bossen har dog ikke kun ros med i ærmet, for han får også sendt det, der mest af alt minder om en stikpille, til et par andre Superliga-spillere, som har tiltrukket sig stor opmærksomhed denne sommer.
- Jeg synes, der har været eksempler på andre cases, også i det her transfervindue, hvor man kan håndtere det på mange forskellige måder, siger Mads Agesen uden at ville gå nærmere ind i hvilke specifikke cases, han hentyder til.
Det er svært ikke at lede tankerne hen på Magnus Jensens skifte fra Sønderjyske til FC Midtjylland, ligesom Callum McCowatt tidligere i transfervinduet smed Silkeborg IF's sportslige ledelse under bussen.

Viborg FF












