Dalsgaard afslører: Dét hjalp ikke til en ny AGF-aftale
Udsigten til europæiske kampe var ikke et plus i bogen for Henrik Dalsgaard.

AGF ville så gerne have Henrik Dalsgaard til at forlænge sin aftale.
Det gælder både klubbens sportslige ledelse og fans.
Men der var ikke mere at komme efter for den nu forhenværende professionelle fodboldspiller, der den 3. juni annoncerede sit karrierestop ved kontraktudløb.

Et af de argumenter, som håbefulde AGF-fans brugte i snakken om Henrik Dalsgaards kontraktsituation, var udsigten til europæisk fodbold.
For det må da være fedt at have mulighed for Champions League - eller et andet gruppespil på tværs af landegrænser?
Sådan ser en lang række fodboldspillere givetvis også på det, men for den 37-årige tidligere AGF-profil virkede udsigten til europæiske opgør nærmere som en belastning.
Det gav han udtryk for i TV 2-programmet 'Totalfodbold' mandag aften.
- Det (de europæiske kampe, red.) hjalp ikke. Jeg har fået nogle fantastiske oplevelser i Europa, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke savnede alt det der praktiske omkring en kamp.
- Jeg ville gerne spille selve kampen, men alt det det kræver at stå i god form til en Europa-kamp, det savnede jeg ikke. Så det var det rigtige tidspunkt, jeg fik tappet ud på.
- Jeg ved, hvor hårdt det er at skulle væk fra familien, og hvor meget arbejde der ligger i at skulle spille i Europa. Man flyver non-stop, du spiller i Aserbajdsjan, og så skal du hjem og spille i Sønderjyske. Det kræver enormt meget - også meget mere, end man lige går og regner med, siger Henrik Dalsgaard.
AGF er nået til playoffrunden i europæisk sammenhæng. Torsdag står den derfor på udekamp i Portugal mod storklubben Benfica.

AGF












