Med i VM-kup: Nu fordobler de Brøndby-ejers rekord
En af de centrale personer i forsøget på at privatisere VM medvirker nu i den største handel med et sportshold i historien.

Selv om billedet lige nu står en smule stille i Danmark, er der fuld smæk på handlerne med sportshold ude i verden.
For nylig forsøgte FIFA i et hidtil uset træk at privatisere dele af VM og FIFA's store turneringer.
Og nu er en af de vigtigste aktører i den kuldsejlede handel med i den største handel med et sportshold i historien.
Det er Josh Kushner, investor og storebror til Donald Trumps svigersøn Jared Kushner, der sammen med Bob Iger, tidligere direktør for Disney, køber Los Angeles Lakers i NBA.
Prisen er ifølge Disney-ejede ESPN lige omkring 80 milliarder kroner for Lakers, der blev handlet så sent som sidste år til 65 milliarder kroner.
Slog Brøndby-ejers rekord
I et par år var det dyreste sportshold i verden NFL-holdet Washington Commanders, der blev købt af Brøndby-ejer David Blitzers nære forretningspartner Josh Harris med Blitzer som del af den nye ejergruppe.
Den rekord blev slået af Denver Broncos, også i NFL, og nu altså Los Angeles Lakers i NBA i to omgange.
De tårnhøje priser på især de attraktive sportshold i USA og Canada er noget af det, der er med til at drive mange amerikanske sportsinvestorer mod hold i Europa, herunder Danmark.
Selv når ikke er tale om absolutte topnavne som Lakers i NBA men i stedet hold i sekundære professionelle turneringer i fodbold, basketball, baseball og andre populære sportsgrene i USA, vil prisen på at købe et hold ofte være på højde med eller over, hvad de dyreste hold i Superligaen anført af FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF har kostet at købe.
Familien Kushner blev overordentlig upopulær hos mange fodboldfans efter VM, da FIFA-præsident Gianni Infantino sammen med Josh Kushner tydeligvis havde mødtes gennem lang tid i dyb hemmelighed for at sælge en betydelig del af rettighederne til VM.
Også i fodboldverdenen var forslaget blandt mange ekstremt upopulært, også blandt for eksempel storklubber i Europa, der mod lovning ikke har fået betalt en del af præmiepengene fra sidste års klub-VM i USA og er dybt utilfredse med, at Infantino uden at spørge dem har lovet deres deltagelse i turneringer, Infantino altså ville sælge en del af til private investorer.

FC København
Danmark












