SL-profil tvunget i aktion før tid: Skulle ikke løbe ret meget
Martin Erlic hjælper gerne holdet, som han gjorde i en kneben situation mod Besiktas.

📍 Campo i Ikast
Han mødte først på arbejde igen mandag i sidste uge.
Det var blevet til to ugers ferie hjemme i Kroatien med hygge med familie og venner i centrum i det gode vejr, og så skulle Martin Erlic ellers langsomt i gang igen efter en usædvanlig kort ferie oven på VM.
Her var Erlic med Kroatien frem til knockoutkampen mod Portugal, hvor FCM-midtstopperen her nogle uger efter bestemt ikke er blevet venner med det underkendte 2-2-mål til landsholdet, som røg efter en tur i VAR-maskinen.
Mens Erlic stadig spillede i USA og efterfølgende var på ferie, sagde hans cheftræner Mike Tullberg og staben i FC Midtjylland, at den høje kroat skulle have tid til at komme i gang efter den meget korte ferie.
Men da Lee Han-beom røg på en mindre skade i dagene op til kampen mod Besiktas, og hvor Friday Etim så fik rødt kort et kvarter inde i opgøret, måtte Erlic alligevel i aktion til anden halvleg og stabilisere holdet, der var godt tilfreds med at komme hjem med 0-1 i kufferten.
- Det gik meget hurtigt alt sammen, men jeg tror, to uger er fint til at komme sig. Jeg kom tilbage sidste mandag, og nu er jeg klar til at spille, siger Martin Erlic.

- Mister spurgte, om jeg kunne spille 45 minutter. Jeg sagde ja, selvfølgelig, hvis jeg kan hjælpe, vil jeg gerne spille og hjælpe med min erfaring.
- Det var en perfekt kamp for mig, for vi forsvarede lavt. Jeg skulle ikke løbe ret meget, det var kun korte distancer. Det var perfekt til et comeback, siger Martin Erlic med et smil.
Gode chancer 11 mod 11
Som holdkammeraterne og cheftræneren tror kroaten, at FC Midtjyllands muligheder bliver anderledes gode for et resultat, hvis man ikke skal spille 75 minutter i undertal som i kampen i Istanbul.
- Det bliver en stor kamp, og vi har været ved at forberede os. Vi kender den modstander, vi står foran, efter vi mødte dem for en uge siden, og jeg tror, publikum kan se frem til en god kamp.

- Det kunne godt blive en åben kamp med to offensive hold. Jeg er ikke sikker på, hvor godt de forsvarer sig, jeg tror, vi har en god chance for at vinde, vurderer Martin Erlic.
Den kroatiske forsvarsspiller kunne meget vel være med mod Besiktas torsdag aften i Herning, selv om Lee Han-beom var med i træningen onsdag.
FC Midtjylland
Portugal












