Eksklusivt: Til-salg-skiltet kommer også i Brøndby Foto: Ritzau Scanpix og Ida Marie Odgaard/REUTERS

Eksklusivt: Til-salg-skiltet kommer også i Brøndby

Der er god grund til at bide mærke i GFH og David Blitzers handler med sportshold i disse år, hvis man går op i Brøndby IF og Superligaen.

Brøndby Jan Bech David Blitzer Luis Binks Patrick Pentz
Foto: Ritzau Scanpix og Ida Marie Odgaard/REUTERS

- Man er ikke inde som ejer for evigt.

Sådan siger fodboldøkonomi-eksperten Jesper Jørgensen undervejs i interviewet om den seneste tids manøvrer omkring Brøndby-majoritetsejeren Global Football Holdings og især organisationens frontfigur David Blitzer.

For dem med et øje for klubhandler og investeringer i sportshold har det været særdeles interessant at følge Brøndby-ejeren og ikke mindst David Blitzer de seneste 18 måneder.

Tirsdag meldte GFH og Beveren ud, at man havde indstillet forhandlinger om at sælge GFH's andel i klubben, men at man stadig var åben for interessante partnerskaber.

I sidste måned fortalte internationale medier, at GFH-frontfigur David Blitzer og hans mangeårige forretningspartner Josh Harris har sat deres ejerandel i Crystal Palace til salg, hvor et salg vil indbringe mange milliarder kroner.

Tidligere på året var Blitzer hovedaktør og milliardinvestor i købet af et indisk crickethold, hvilket kan lyde totalt ligegyldigt for fodboldinteresserede, men er mindre ligegyldigt, når man hører prisen på 11,5 milliarder kroner, mere end AC Milan kostede for et par år siden.

Jan Bech Andersen, bestyrelsesformand i Brøndby, er fortsat minoritetsejer og er en af dem, der har investeret mange penge og megen energi i Brøndby gennem mere end et årti. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Blitzer har også investeret i andre sportsgrene, solgte sidste år sin majoritetspost i Real Salt Lake i MLS, og kan næste år til gengæld blive majoritetsejer i baseball-holdet Cleveland Guardians, der også vil koste Blitzer et milliardbeløb.

Brøndby-boss køber nyt hold for 11,5 milliarder

Til-salg-skiltet i Brøndby kommer

Læg dertil, at førnævnte Josh Harris har David Blitzer med som investor i NFL-holdet Washington Commanders, der indtil denne uges 63-milliarder-kroner-salg af Seattle Seahawks var verdens dyreste sportshold i historien til 45 milliarder kroner.

Der tegner sig et billede, hvor GFH's samlede investering i Brøndby IF på mange hundrede millioner kroner er stort i Superligaen og Danmark, og ikke ret stort i internationalt perspektiv.

Og for Jesper Jørgensen, partner og økonom i konsulentfirmaet Deloitte, at se, er køb og salg af andre sportshold og fodboldhold af Blitzer og andre med forbindelse til GFH i den grad værd at holde øje med for Brøndbys fans og danske fodboldinteresserede.

- Når Blitzer køber op i sportshold, er det som led i en investeringsstrategi, hvor det gælder om at sprede investeringer på lande og sportsgrene. Ligesom når man investerer i aktier, hvor man spreder risikoen på flere aktier i forskellige lande og brancher, siger Jesper Jørgensen til Campo.

- Generelt gælder det for de investeringsselskaber, der køber op i sportsverdenen, herunder fodboldklubber, at det sker som led i en investeringsstrategi, hvor det aktiv, man køber, skal udvikles, så det kan sælges til en højere pris.

Og som man har set i GFH og i adskillige andre multiklub-ejerskaber, kan der blive skiftet ud undervejs.

David Blitzer (med kasketten) til NBA-playoffs i foråret.
Foto: Winslow Townson-Imagn Images

- Gruppen af klubber søges hele tiden optimeret ud fra den valgte strategi. Det kan betyde, at man skiller sig af med klubber i utide, såfremt man ikke skønner, at potentialet kan realiseres, eller hvis man får et tilbud, man ikke kan sige nej til.

- Det betyder også, at der en dag bliver sat et til-salg-skilt på Brøndby, når GFH enten vurderer, at nu er potentialet nået og investeringshorisonten nær sin slutning, hvorfor en eventuel gevinst skal realiseres. Det andet scenarie er, hvis GFH vurderer, at de ikke kan realisere et potentiale. Så vil de også sælge, men her for at søge at begrænse et tab mest muligt, siger Jesper Jørgensen.

Læg mærke til Beveren

I denne uges udtalelse fra Beveren og GFH slutter man med et afsnit, der mere end antyder, at det afsluttede forsøg på at sælge Beveren ikke betyder, at amerikanerne dermed beholder ejerskaben i mange år fremover.

- Mens GFH fortsætter med at have det fulde operationelle ansvar for klubben, er man fortsat åben for at udforske fremtidige muligheder for partnerskaber, der kan styrke klubben sportsligt såvel som på ikke-sportslige områder, lyder det i meddelelsen.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Selv om Brøndby IF er en anderledes stor og succesrig klub end Beveren, er det for Jesper Jørgensen meget sigende for, hvordan investorerne i GFH fra USA griber deres europæiske fodboldinvesteringer an.

- At man forsøger at sælge Beveren kan skyldes, at potentialet ikke kan realiseres, eller at synergier med de andre grupper i samarbejdet ikke er opstået.

- Når salget så tilsyneladende ikke er lykkedes, kan det meget vel skyldes, at den pris, man er blevet tilbudt, ikke er attraktiv nok. Så kan det være bedre at beholde klubben og håbe på en bedre pris senere, så længe man ikke skal tilføre klubben kapital.

- Om det er muligt er et stort spørgsmål, for en række klubber i multiejerskaber kommer på markedet i de kommende år, og især klubber uden for de største ligaer og klubber, der ikke er topklubber i de hjemlige ligaer, vil formentlig være vanskelige at sælge til en god pris, siger Jesper Jørgensen.

Der har indtil nu ingen signaler eller antydninger været af, at GFH eller resten af ejerkredsen omkring Brøndby IF vil ændre på ejerforholdene inden for en overskuelig tidshorisont.

Brøndby IF spiller træningskamp mod Hibernian på lørdag og åbner Superligaen lørdag i næste uge i Århus mod AGF.

Brøndby-ejer øjner milliardsalg

Mest læste

Notifications

Notifikationer