Ronaldo takker af: EM er på størrelse med VM
Den portugisiske legende har spillet sin sidste landskamp.

Cristiano Ronaldo har spillet sin sidste VM-kamp for Portugal.
Det står klart, efter han og holdet måtte se sig slået af Spanien mandagens ottendedelsfinale, hvor de forsvarende europamestre kunne sikre sig en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr.
Ronaldo havde allerede inden opgøret varslet, at dette VM ville blive hans sidste, og det er de samme toner, der lyder i kølvandet på kampen.
Nogen VM-titel blev det altså dermed ikke til, men det betyder ikke så meget for superstjernen, som ser tilbage på sin VM-tid med stolthed.
- Det er både normalt og trist at forlade VM på den måde. Men som jeg sagde på pressemødet, så gav jeg alt, hvad jeg havde i mig. Jeg gjorde mit bedste, og jeg kan forlade turneringen med god samvittighed. Sådan er fodbold, og sådan er en fodboldspillers liv. Nogle gange vinder man, og andre gange taber man. Man er nødt til at komme videre.
- Sandheden er, at det var mit sidste VM.

Om det bliver til et endegyldigt farvel til det portugisiske landshold, vil Cristiano Ronaldo dog ikke svare på.
- Hvad resten angår, vil jeg bruge tid på at tænke mig om og være sammen med min familie. Så jeg træffer ikke beslutninger i kampens hede, men jeg kan derimod komme videre med mit liv.
To Nations League-titler samt selvfølgelig den store EM-triumf i 2016 blev det til for Ronaldo og Portugal, og det er bedrifter, som fylder superstjernen med stolthed.
- Hvordan vil jeg stå op i morgen? Præcis som jeg gjorde i dag. Med god samvittighed. Jeg gjorde mit bedste. Jeg vandt tre titler med Portugal. Før Cristiano havde Portugal ikke vundet en eneste titel. Så jeg er tilfreds.
VM-titlen må Cristiano Ronaldo altså affinde sig med, aldrig kommer til at stå i hans ellers bugnende trofæskab. Tilmed kunne han for fire år siden se sin evige rival, Lionel Messi, løfte netop dét trofæ, men det er ikke noget, som vejer tungt i bevidstheden hos den femfoldige Ballon d'Or-vinder.
- Sandheden er, at det EM, som landsholdet vandt i 2016, vejer lige så tungt som VM for mig. Helt ærligt. Derfor gentager jeg: Jeg forlader det hele med god samvittighed. Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig, og sådan er det. I morgen er en ny dag og livet går videre, lyder det fra Cristiano Ronaldo.
Du kan læse mere om Portugals opgør mod Spanien herunder.

Cristiano Ronaldo
Portugal












