Stor transfer: Divisionsprofil solgt til portugisisk klub
Esbjerg har netop solgt en af klubbens profiler i en handel, de selv beskriver som ‘en stor transfer’.

Det blev ikke Esbjerg, der tog turen op i Superligaen, selvom det var tæt på i den forgangne sæson.
Toppositionen i 1. Division skyldes i høj grad et af klubbens egenudviklede spillere, nemlig midtbanespilleren Andreas Lausen.
Men 23-årige Lausen kommer ikke til at hjælpe Esbjerg i jagten på en oprykning til Superligaen i den kommende sæson.
Esbjerg har nemlig solgt Andreas Lausen til portugisiske Gil Vicente FC i en 'stor transfer'. Det skriver Esbjerg fB i en pressemeddelelse.
Skiftet til klubben fra den bedste portugisiske fodboldrække sker øjeblikkeligt.
Her har den danske midtbanespiller underskrevet en kontrakt, der gælder frem til 2030.

Kunne ikke sige nej
Dermed forlader Lausen vestkysten efter 109 kampe på førsteholdet med 26 mål til følge.
Men ifølge hovedpersonen selv var skiftet til Gil Vicente FC en mulighed, han ikke kunne sige nej til.
- Jeg har nydt min tid i EfB rigtig meget. Alle mine år i klubben har været gode, både på akademiet og på førsteholdet, og jeg føler, at jeg efterlader klubben et rigtig godt sted. Jeg vil gerne sige en stor tak til fansene for opbakningen og til alle i klubben, som har været en del af min udvikling og min tid her.
- Det er selvfølgelig vemodigt at sige farvel til EfB, men jeg glæder mig også enormt meget til at prøve mig selv af i nye omgivelser og i en stærk liga. Det er en chance, jeg ikke kunne sige nej til, og jeg kommer til at følge EfB tæt fra distancen, siger Andreas Lausen til klubbens hjemmeside..
Dermed bliver Lausen den første dansker til at spille i den portugisiske topklub, der sluttede den seneste sæson som nummer seks.

Esbjerg fB












