Ser stort lys i nyt AGF-talent: Meget, meget ærgerrig
AGF-cheftræner har en spændende spiller på vej.

📍Campo på Fredensvang
Det var bestemt ikke med Jakob Poulsens eller de fleste andre AGF-interesseredes gode vilje, da Felix Beijmo skiftede på fri transfer til FC København.
Og det var heller ikke ønsket, at Henrik Dalsgaard skulle stoppe karrieren helt på toppen, hvilket efterlader AGF med to stærke, erfarne forsvarsspillere færre, end da guldet kom i hus i maj.
Den udfordring skal AGF løse i de kommende uger og måneder.
Noget, der med stor sandsynlighed kan betyde aktivitet på transfermarkedet og ekstra chancer til hidtidige rotationsspillere og reserver i 2025/26 som Tobias Mølgaard og Jonas Jensen-Abbew, mens Luca Callø er vendt tilbage fra leje i Aarhus Fremad i 1. Division.
God figur i AGF
Men med omkring holdet er også Mouhammade Camara, 19-årig forsvarsspiller fra Mali, der kom til AGF fra et akademi i hjemlandet for et lille år siden.
Han har spillet og gjort det godt på AGF's U/19-hold, og sammen med flere andre U/19-spillere har han gjort et godt indtryk på holdkammerater på førsteholdet og ikke mindst cheftræner Jakob Poulsen.
- Han træner med, og han gør det godt, synes jeg. Men der er stadig en del, der er foran ham i køen til Superligaen. Der er nogle ting, der skal finpudses, siger Jakob Poulsen.

- Han har nogle tydelige styrker blandt andet hans venstreben og spil med bolden, og han er en stor dreng, så når han først er i duel, vinder han også de fleste af dem, siger Jakob Poulsen.
- Det er en meget, meget ærgerrig spiller, som virkelig gerne vil det her og vil gøre alt for det. Det er fedt med sådan nogle unge mennesker, som bare giver den gas, og det er faktisk os, der ofte lige skal holde dem lidt tilbage, for at det ikke bliver for voldsomt, siger AGF's cheftræner.
Camara har gjort et godt indtryk i flere testkampe for AGF og var med tidligere i denne uge, da AGF spillede showkamp i Ebeltoft mod et udvalgt hold.

AGF
FC København
Jakob Poulsen












