Troede Sverige røg ud af VM: Var ikke særlig glad
Anthony Elanga havde ikke fået læst op på lektien.

Anthony Elanga kom natten til fredag dansk tid til at afsløre, at han havde sovet i timen.
Ved slutfløjt efter 1-1-kampen mod Japan satte han sig nemlig ned og ærgrede sig. Han troede, at VM var slut for Sveriges vedkommende.
Realiteten er derimod den, at Sverige med det ene point sikrede sig en plads videre ved slutrunden som en af de bedstre tre'ere.
- Jeg vidste det ikke, men så kom dem fra bænken og fortalte mig det, og så var jeg glad. Men jeg var ikke glad ved slutfløjt, indtil jeg fandt ud af, at vi var gået videre, siger han ifølge Fotbollskanalen.

Den 24-årige Newcastle-kantspiller, der scorede Sveriges udlignende og dermed vigtige mål, er efterfølgende ikke gået fri for venskabelige drillerier fra sine holdkammerater.
- Jeg troede, at alle havde styr på det. Men jeg har fundet ud af, at Elanga ikke havde. Han fik lige lidt skældud af mig efter kampen.
- Han spillede også lidt som om, at han ikke vidste det til sidst i kampen. Han blev frustreret, siger Liverpool-stjernen Alexander Isak.
Svenskernes anfører, Victor Lindelöf, blev også overrasket over, at Anthony Elanga ikke havde styr på matematikken.
- Vidste han det ikke? Det forklarer, hvorfor han var lidt sur. Han så sur ud, og jeg forstod ikke rigtigt årsagen.
- Men vi havde holdt møde om det, så han må ikke have lyttet. Forbundet gennemgik det og sagde, at både et kryds og en sejr ville være nok. Der gik jeg ud fra, at alle havde styr på det, siger han.
Sverige kigger ind i en svær 1/16-finale, hvor modstanderen med al sandsynlighed bliver enten Frankrig, Norge eller Tyskland.
Sverige












