VM-sensation bliver ved: Første point nogensinde
Curacao bliver ved med at markere sig ved VM.

Curacao har med sin blotte tilstedeværelse ved VM 2026 slået rekorder.
Mest imponerende er det, at landet med sine 158.000 indbyggere er den mindste nation nogensinde ved en VM-slutrunde.
Dertil har landstræner Dick Advocaat med sine 78 år skrevet historie som den ældste træner nogensinde ved VM.
Natten til søndag kunne miniputnationen så krydre historieskrivningen ved at hente sit første point nogensinde ved VM - til sit første VM.
Det gjorde man, da man formåede at holde buret rent mod Ecuador og dermed fik 0-0.

Som det oftest er i 0-0-kampe, har Curacao-målmand Eloy Room en stor del af æren. Han diskede op med intet mindre end 15 redninger.
Curacao kan med det ene point fortsat tillade sig at drømme om videre avancement, til trods for at man tabte sin åbningskamp med hele 7-1 mod Tyskland. Det kræver en sejr over Elfenbenskysten torsdag aften.
Samtidig skal Ecuador nu også grave en sejr frem, hvis man vil videre. Det kræver en sejr mod Tyskland i sidste gruppekamp.
FC Midtjyllands Denil Castillo tog plads på Ecuadors bænk hele kampen.













