AGF-duo vender hjem – hvad skal der ske med dem?
To AGF-lejesvende vender hjem, men hvad skal der ske med dem? Carsten V. Jensen giver svaret her.

📍 Campo på Fredensvang
Der har allerede været lidt gang i svingdøren i AGF.
Felix Beijmo, Patrick Mortensen og Henrik Dalsgaard har forladt klubben, mens Sebastian Jørgensen er kommet til de danske mestre på en permanent aftale efter at have været på leje i sidste sæson.
Derudover har AGF fået tre spillere tilbage efter endt lejeophold, og de skal over den næste tid ses nærmere an, fortæller AGF-fodbolddirektør Carsten V. Jensen til Campo og den øvrige presse på Fredensvang.
Luka Callø er tilbage efter at have tilbragt den seneste sæson hos bysbørnene Aarhus Fremad, og efter Beijmos exit og Dalsgaards karrierestop får han en oplagt mulighed til at overbevise cheftræner Jakob Poulsen om, at han kan gå ind defensiven, siger 'CV'.
- Der er røget nogle stoppere ud (Dalsgaard og Beijmo, red.), og Callø er jo en AGF'er, som længe har været et talent, og nu har han været ude og spille sine kampe.
- Nu skal han vise trænerne, at han kan erstatte noget af det, der har forladt os. Det er jo en del af hele det arbejde, vi laver, når vi sender spillere ud på lån og sørger for, at han får nok kampe, fortæller' CV'.

20-årige Callø spillede 24 kampe for Fremad i den forgangne sæson og var fast mand for holdet fra Riisvangen.
Anderledes med Gyamfi
Næsten stik modsat er situationen med Richmond Gyamfi, der blot fik 10 kampe for Esbjerg, og han er da også vendt retur til De Hviie i en anden forfatning end Callø, lyder det fra AGF-bossen.
- Richmond Gyamfi var skadet meget af tiden i Esbjerg, og nu er han kommet hjem med en skade. Så han kommer til at være ude i en periode, og så må vi se, hvor han står. Men vi skal gøre ham klar først, og så skal vi gøre det bedst mulige for ham.
- Når han er her i huset, så er han vores spiller, og så gør vi alt, hvad vi kan, for at løfte ham. Vi må se, hvor langt væk eller tæt på han er og så se efter, hvilke muligheder der er - og det bliver senere på sommeren, lyder det fra AGF's fodbolddirektør.
AGF indleder den nye sæson i Superligaen den 25. juli, hvor Brøndby IF gæster Ceres Park Vejlby.
Carsten V. Jensen har også forholdt sig til Youssouph Badjis situation:

AGF
Brøndby IF
Youssouph Badji












