Bekræftet: Mancini færdig i Qatar – nyt job i sigte?
Roberto Mancini vinker farvel til Al-Sadd.

Roberto Mancini er ikke længere cheftræner i Al-Sadd.
Det bekræfter Qatar-klubben på X.
Dermed nåede han lidt over et halvt år i klubben, efter han blev ansat tilbage i november.
Tiden blev blandt andet brugt på at sikre sig mesterskabet i Qatar.
Kontrakten mellem Al-Sadd og Roberto Mancini stod ellers til at strække sig frem til 2028.
På rygtebørsen skyldes afskeden med Qatar-klubben, at Roberto Mancini i stedet har et andet job i sigte.

Han er efter sigende kørt i stilling til at tage over som landstræner for Italien, der skuffede fælt i VM-kvalifikationen og derfor heller ikke er med ved sommerens slutrunde.
Det er et job, han kender særdeles godt, efter han fra 2018 til 2023 også stod i spids for det italienske landshold.













