Dalsgaard havde andre bejlere end AGF
Henrik Dalsgaard har valgt at stoppe karrieren, men han manglede ikke bejlere.

Fodboldkarrieren er slut for Henrik Dalsgaard.
Den rutinerede forsvarsspiller stopper derved på toppen efter et overraskende mesterskab med AGF.
Det er dog ikke mangel på bejlere, der er skyld i karrierestoppert.
Journalist Kasper Marker fortæller til Viaplay, at AGF gjorde alt, de kunne for at forlænge med Dalsgaard, imens han også havde tilbud fra andre klubber.
- Jeg ved, at Henrik Dalsgaard har haft kontrakttilbud fra AGF. Jeg ved, at han har haft kontrakttilbud fra andre steder.
- Primært i forhold til AGF, så har der været en dialog helt tilbage fra vinterens træningslejr, så det er jo ikke fordi, at Carsten V. Jensen (fodbolddirektør i AGF, red.) har trukket den til det allersidste med at udvise interesse i at beholde Henrik Dalsgaard. Han er også kommet med et fint tilbud i forhold til økonomi og de her ting, som jeg hører det. Så det er heller ikke på den, at den er faldet.
- Der har sågar været en løsning i spil, hvor AGF forsøgte at overtale Henrik Dalsgaard til bare at tage et halvt år mere, så de kunne få ham med i den her europæiske kampagne, de har europæiske kvalfikationskampe, som ligger lige rundt om hjørnet.
Men det lykkedes altså ikke for 'CV' at forlænge med Dalsgaard, og derved venter der en meget travl transfersommer i Aarhus.

AGF's fodbolddirektør var tydeligvis glad for Henrik Dalsgaard.

AGF












