På vej til Madrid? Nu meldes PL-klub lun på Hjulmand
Der venter et hektisk transfervindue for danske landsholdsspiller Morten Hjulmand, som en hob af klubber efterhånden har på radaren.

Sæsonen er kun lige overstået, men det store transferspil om Morten Hjulmand kører for fuld styrke.
Danskeren er meldt på blokken i Real Madrid, hvor Hjulmand endda selv har sagt, at han er beæret over interessen.
Tidligere har klubber som Manchester City, Manchester United, Atlético Madrid og Juventus også været meldt lune på danskeren, og nu har en ny bejler meldt sig koret.
Ifølge det portugisiske medie A Bola er Everton nemlig den seneste klub i rækken, som har set sig lune på den danske midtbanespiller.
Det skriver mediet tirsdag aften.
Dermed venter der altså lidt af en transferkabale omkring danskeren denne sommer. Mediet skriver dog, at danskeren foretrækker et skifte til Real Madrid.

Da Juventus i sin tid havde udset sig danskeren, var det et prisskilt i omegnen af 80 millioner euro, det ville koste, hvis han skulle lokkes fra klubben, men ifølge A Bola er det dog blot halvdelen af den transfersum, som Sporting nu vil have for sin danske stjerne. Ingen formelle bud er dog landet i indbakken hos den portugisiske klub, skriver mediet.
Morten Hjulmand var egentlig udtaget til Brian Riemers landsholdstrup, som i de kommende dage spiller testkampe imod Den Demokratiske Republik Congo og Ukraine, men en skade har gjort, at Sporting-spilleren har været nødsaget til at trække sig.
Den danske midtbanestjerne står noteret for 141 kampe for Sporting, hvor han også bærer anførerbindet. I denne sæson er det blevet til 45 kampe i grønt og hvidt for Hjulmand, der har bidraget med tre scoringer og seks oplæg.
I Campos transfer-liveblog kan de følge de seneste historier om danske og udenlandske transfers.

Everton
Morten Hjulmand
Real Madrid












