Ny sherif i byen: Her er Ohnesorges vigtigste opgave
At finde klubbens næste cheftræner er den vigtigste opgave for Brøndbys nye fodbolddirektør, Julius Ohnesorge, fortæller han i et interview til klubben.

'Det vilde Vestegnen' er den mentalitet, som Brøndby IF fremover skal forsøge at fremmane både på og uden for banen.
Det har den nye sherif i byen, fodbolddirektør Julius Ohnesorge, gjort klart, siden han tidligere på måneden blev ansat i den nyoprettede rolle.
Og der venter lidt af et opbygningsarbejde på Vestegnen, erkender Ohnesorge, der dog ikke er i tvivl om, hvad hans vigtigste opgave er.
I et længere interview til klubbens hjemmeside gør han det nemlig klart, at opgaven med at finde klubbens næste cheftræner er der, hvor hans største fokus ligger i disse dage.
- Jeg tror, den vigtigste opgave lige nu er fokuseret på rekrutteringen af cheftræneren. Det er klart, for vi har brug for cheftræneren som en stærk leder, der kan drive klubben og holdet fremad.
- Så det er en meget vigtig ansættelse, vi skal foretage. Og omkring den ansættelse kan vi fortsætte med at forme staben omkring ham, men også kigge ind i truppen og forme den, eller udvikle truppen til en trup, der er mere sammenhængende fremadrettet. Så det er de store nøglebeslutninger, der skal træffes.

Og den nyudnævnte fodbolddirektør giver tilmed en karakteristik af klubbens kommende cheftræner.
- Hvis vi kollektivt vil give jer billedet af, at vi repræsenterer identiteten, så bør det også gælde for cheftræneren. Så han skal også legemliggøre den ånd - arbejdsmoralen, fællesskabet, en samarbejdende tilgang. Men han skal også være en stærk leder. Vi har brug for stærke leder på den position især. Men også i truppen, uden for truppen, i vores organisation, og så skal vi have en masse mennesker til at købe ind på det og skabe en kraft, lyder det fra Julius Ohnesorge.
Under Steve Coopers ansættelse som cheftræner i klubben var der flere tilfælde af spillere, som helt blev sat af holdet grundet disciplinærsager. Og det lader til, at det er noget, man gerne fremover vil undgå i klubben.
- Så vi har brug for en stærk leder, der har autoritet og tilstedeværelse, og som også er i stand til at opbygge relationer. Jeg tror, hvis man har stærke relationer, er det altid kernen i et hold. Og som cheftræner har man brug for den kvalitet til at opbygge de relationer. At kunne være hård nogle gange, men også at have empati og se den enkelte spillers situation, siger Ohnesorge til klubbens hjemmside.
Skal forstå fansene
Ikke mindst leder klubben efter en cheftræner, som forstår klubben og dens fans.
- Og blandt alle disse personlige træk og ledelsestræk vil vi også have en træner, som forstår denne kontakt, og at der er en bestemt slags fodbold, som folk gerne vil se her, og som legemliggør klubben. Så en person, der kan hjælpe os med at have det udtryk på banen med at være intense, være følelsesmæssigt forbundne på banen. Der er en kollektiv adfærd, vi gerne vil se fra spillerne. Vi gør ikke tingene individuelt, vi bevæger os som én, og vi bringer energi og mod ud på græsset, lyder det slutteligt fra klubbens nye fodbolddirektør.
På trods af, at Brøndby endnu ikke har cheftræneren på plads, har de dog allerede 'handlet' i sommerens transfervindue.
Læs mere herunder.

Brøndby IF












