Højlund scorer og trækker rødt kort mod ‘TK’ og Udinese
Danskeren sikrede Napoli andenpladsen i Serie A.

Rasmus Højlund og Napoli sikrede søndag aften andenpladsen i Serie A.
Det gik ud over Thomas Kristensen og Udinese, der måtte tage fra Stadio Diego Armando Maradona i Napoli med et 1-0-nederlag.
Det var netop Rasmus Højlund, der stod for kampens eneste scoring, da han efter 24 minutters spil udnyttede en fremragende frispilning fra Kevin De Bruyne ved at sætte Christian Kabasele i en direkte løbeduel og sparke bolden fladt i kassen.
Netop den direkte duel med Christian Kabasele blev udslagsgivende igen senere i kampen, for midtvejs i anden halvleg sparkede den 35-årige belgier danskeren ned efter endnu en indbyrdes duel, og så blev Udinese reduceret til ti mand.
Med sejren og de tre point betyder det ikke alverden for Napoli, hvorvidt AC Milan og AS Roma vinder deres kampe senere søndag.

Med 76 point kan Napoli nemlig ikke længere hentes af hverken milaneserne eller romerne, der dog begge kan miste deres Champions League-pladser.
Med 70 point har både AC Milan og AS Roma to point ned til både Como og Juventus på de efterfølgende pladser. Sæsonens sidste fem kampe i Serie A spilles søndag aften klokken 20:45.
Napoli
Rasmus Højlund
Thomas Kristensen
Udinese












