Kære GFH: Hvad vil I med Brøndby? Fotos: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kære GFH: Hvad vil I med Brøndby?

Europa blev ikke tabt i en på mange måder fin fighterindsats torsdag aften i Brøndby. Nej, problemerne stikker langt dybere end det.

McLachlan Cooper Vallys
Fotos: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Fansene kom mig i forkøbet i sidste weekend ved at stille et spørgsmål, der gik meget på det samme som ovenstående.

Nu, hvor Brøndby IF er ude af Europa, er det på tide at sige det højt: Har GFH en plan for Brøndby?

En plan, der ikke kun ser godt ud på papiret, og når indkøbene suser ind ad døren til applaus fra fans og medier, men også fungerer uge efter uge og måned efter måned til træning og på fodboldbanen?

Det er helt rimeligt, nej skrot det: Bydende nødvendigt at konkludere, det ikke har fungeret i denne sæson efter skiftet til Steve Cooper og med januar-handlerne.

Det var ikke torsdag aften, det gik galt. Ikke Mayckel Lahdos røde kort eller dommerkendelserne, hvor jeg godt forstår Brøndby-spillernes frustrationer.

Det her stikker meget dybere, eller ligger oppe på et højere niveau eller meget langt væk, alt efter hvilket dybdeperspektiv, vi stiller op.

Hvad er planen?

Uanset hvad kommer jeg tilbage til, hvad planen for Brøndby IF egentlig er på de store linjer fra majoritetsejeren GFH.

I månedsvis har der hverken været en administrerende direktør eller en sportsdirektør.

Indkøbene i januar, jeg tolkede som et forsøg på at gøre holdet fuldstændig klar til en guldkamp i næste sæson, har overhovedet ikke fungeret.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby har vundet tre ud af de sidste 18 gældende kampe i 2025/26-sæsonen.

Brøndby bruger så mange penge på Superliga-holdet, at det overhovedet ikke giver mening at tale om at bygge langsomt op og tage en opbygningssæson til, som det her mod forhåbningerne blev til.

Brøndby skal pinedød spille om guld i næste sæson – men det ser jo helt urealistisk ud nu uden en sportsdirektør, CEO og en trup og cheftræner, der har haft et elendigt halvår.

Så kære GFH: Hvad er planen?

Fraværende

Jeg forstår til fulde de fans, der mener, at det er en stor ulempe med ejere i USA og en britisk baseret chef for GFH's fodboldforretning, der også lige skal have fod på klubber i Spanien, Belgien, Holland, Tyskland, Portugal og har ejere med andele i et væld af sportshold og ligaer i Nordamerika.

Er det virkelig en fordel lige nu sat op mod rivalerne i toppen af Superligaen?

Blitzers megahandel kan vække Brøndby-fansenes frygt
Foto: Martin Sylvest/ Ritzau Scanpix 2022

I de andre klubber får man ikke mistanken, at familiens børn er ladt alene hjemme en hel sommer med fryseren fuld af pizzaer, et Mastercard og sporadiske besøg fra en pedel, der også skal sørge for fire lejlighedskomplekser, 13 villaer og tre sommerhus-projekter i udlandet.

GFH er velkommen til at bevise, jeg og mange andre er totalt galt afmarcheret med et par stærke ansættelser nu her og en transfersommer, hvor man blæser tilbage på scenen og presser FCM, FCK, AGF og FCN.

Men det er skisme svært lige nu ikke at se et vakuum i og især omkring Danmarks mest omtalte fodboldklub, der truer med også at gøre 2026/27 til en spildt sæson og dermed endnu et år tættere på, at ejernes hold i større fodboldligaer og NFL, NBA og NHL i grunden er sjovere og bedre at investere tid i end lille Danmark.

FCK og Brøndby gambler med fremtiden på transfermarkedet

Mest læste

Notifications

Notifikationer