Frøkjær evaluerer: Et fucking lorte forår
Mads Frøkjær var tydeligt frustreret efter derbyet mod FCK, hvor ikke kun nederlaget fyldte hos Brøndby-spilleren.

📍 Campo på Brøndby Stadion
Det boblede med frustrationer hos Mads Frøkjær-Jensen, da nederlaget til FC København torsdag aften blev en kendsgerning efter forlænget spilletid.
Brøndby havde ellers formået at spille sig tilbage i kampen, da FCK bragte sig foran med 1-0 og senere med 2-1. Frøkjær selv stod bag det udlignende mål til 1-1, men det mål, der potentielt kunne have sendt kampen i straffesparkskonkurrence, blev annulleret for offside.
Efterfølgende skød den 26-årige midtbanespiller med skarpt mod VAR-systemet, men han ville alligevel ikke give videodommeren skylden. Nederlaget bandt samtidig sløjfen på en sløj Brøndby-sæson, der ifølge danskeren ikke har været god nok.
Det fortalte en frustreret Mads Frøkjær-Jensen til Campo og den øvrige presse efter kampen.
- Sport er følelser. Det værste, du kan gøre ved sport, det er at fjerne følelserne (med VAR, red.). Og det er sådan halvt dét, vi er ved at gøre, ved at jage et eller andet perfektionistisk retfærdighedspis, som hverken er i livet eller i spillet.
- Når det så er sagt, så er det ikke derfor, vi taber. Det er, fordi vi ikke scorer på vores chancer, og det er, hvad det er. Når vi endelig skaber chancer, så scorer vi ikke på det.
- Så det har bare været et fucking lorte forår. Det har ikke været godt nok for nogen, siger Mads Frøkjær-Jensen.

Ikke en undskyldning næste sæson
Brøndby-profilen Nicolaj Vallys fortalte også til pressen, at han ser frem til at starte på en frisk i næste sæson, og det var en følelse, Mads Frøkjær kunne nikke genkendende til.
- Det er for helvede svært at svare på (hvorfor foråret er gået dårligt, red.).
- Nu skal vi hjem og have fucking ferie og få ilt til hjernen, og så må vi starte på en frisk efter sommer.
- Så er det jo bare se fremad. Nu har vi jo i hvert fald ikke nogen undskyldninger for ikke at være friske til Superligaen, for der kommer ikke til at være nogen midtugekampe, udover pokalen. Så vi må ud og vise, at vi er meget bedre, end det vi har vist, siger Mads Frøkjær-Jensen.
Den 26-årige midtbanespiller er noteret for 13 kampe i den blågule trøje.
Målet mod FC København var Frøkjærs første, og i opgøret blev det kampens eneste Brøndby-mål.
Læs mere om Frøkjærs udtalelser om VAR herunder:

FC København












