Taktisk greb kostede: Mere vakkelvornt end hvad godt var Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Taktisk greb kostede: Mere vakkelvornt end hvad godt var

Magnus Jensen agerede angriber for Sønderjyske i en første halvleg, som endte med at koste dyrt for Haderslev-klubben.

Thomas Nørgaard på sidelinjen for Sønderjyske
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

📍Campo på Sydbank Park

Sønderjyske skulle ud og jagte et resultat imod FC Nordsjælland, hvis klubben skulle gøre sig nogle forhåbninger om at tilspille sig de bronzemedaljer, som var på spil i søndagens opgør.

Derfor var beslutningen fra Haderslev-klubben også at sende den tårnhøje forsvarskrumtap Magnus Jensens op i angrebet fra kampens begyndelse.

Men den beslutning kom til at koste dyrt for Thomas Nørgaard og Sønderjyske, som blev decideret løbet over ende i første halvleg.

Og cheftræneren erkender da også, at taktikken langt fra havde den ønskede effekt.

Der skulle blot gå omkring seks minutter af opgøret, før FC Nordsjælland endegyldigt kunne bringe sig på bronzekurs. Og det er en stor skuffelse for Thomas Nørgaard, fortæller han til Campo og de fremmødte medier efter kampen.

- Først og fremmest er vi jo alle samme skuffede, ingen tvivl om det. Og jeg tror egentlig grundlæggende, at den skuffelse, der er størst lige nu og her, det er jo, at vi er i live i kampen i så kort tid, som vi er.

Thomas Nørgaard på sidelinjen for Sønderjyske
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Planen om at sende Magnus Jensen i angrebet viste sig at være en granat, som eksploderede i hånden på cheftræneren, nærmest før splitten overhovedet var trukket ud.

Netop som forsvarsprofilen listede op i angrebet, slog FC Nordsjælland nemlig til. Og det ærgrer Thomas Nørgaard, som dog understreger, at klubben før har spillet uden Magnus Jensen i forvaret med fin succes.

- Der er helt sikkert noget på vores kvalitet i første halvleg i forhold til nogle af de ting, vi vidste, at FC Nordsjælland er dygtige til, som vi ikke formår at dæmme ordentligt op for, siger han og fortsætter:

- Og det kan være, at den plan, jeg havde - vi havde en ide om, at vi gerne efter kort tid ville rykke rundt og give dem lidt mere direkte approach med Magnus [Jensen] oppe på toppen. Det kan være, at det fik os til at være lidt mere vakkelvorne, end hvad godt var.

- Men når det er sagt, så har vi spillet masser af kampe - eller vi har spillet nogle kampe, hvor vi har præsteret godt uden Magnus, så det havde jeg alle mulige forhåbninger om, at det kunne vi også gøre i dag.

Søndagens resultat betød, at Sønderjyske må affinde sig med en sjetteplads i årets Superliga.

– Det er helt sikkert en bitter følelse

Mest læste

Notifications

Notifikationer