Glad FCN-boss: Køb af profil skal styrke båndet til Egypten Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Glad FCN-boss: Køb af profil skal styrke båndet til Egypten

FC Nordsjælland styrker båndet til Egypten ved at købe Ibhrahim Adel fri.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

FC Nordsjælland er verdenskendt for Right To Dream-akademiet i Ghana, der allerede har affødt en lang liste af kæmpe fodboldnavne som Mohammed Kudus, Mohamed Diomande og Simon Adingra.

Det er dog ikke kun i Ghana, at Farum-klubben skal finde fodboldens næste store talenter: Right To Dream har nemlig også et akademi i Egypten.

Derfor er FCN's køb af den egyptiske landsholdsspiller Ibrahim Adel særligt vigtigt i både det korte og lange løb.

Nu skal Adel hjælpe FCN med at vinde kampe i Superligaen, men hans transfer bygger også et stærkere bånd til Egypten, fortæller FC Nordsjællands fodbolddirektør, Alexander Riget.

– Han er en hårdt arbejdende og fokuseret spiller, der allerede er meget vellidt i truppen. Han passer godt ind i både vores spillestil og vores værdisæt, så derfor var det helt logisk for os at lave en permanent aftale med ham. Nu vil vi fortsætte arbejdet med at udvikle Adel, og vores ambition er, at han både bliver en vigtig stabilitetsspiller for os og en stor profil i Superligaen.

– Samtidig er vi også glade for, at vi nu har lavet en lang aftale med en dygtig spiller, der skal til VM med Egypten. Det styrker vores bånd til et stort fodboldland, og det er vigtigt, for der vil komme flere egyptere til FC Nordsjælland i kraft af vores tætte forbindelse til Right to Dream-akademiet i Egypten, hvor de første talenter allerede står på spring, udtaler Riget på FCN's hjemmeside.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Fulgt Adel i mange år

Ibrahim Adel er en spiller, Farum-klubben længe har haft et godt øje til, og derfor er de glade i det nordsjællandske for officielt at hente ham permanent.

– Vi havde fulgt Ibrahim Adel i flere år, så da der i vinter opstod en mulighed for at lave en lejeaftale med ham for resten af sæsonen, var det oplagt, at vi gjorde det. Det gav begge parter tid til at se hinanden an, og vi har været mere end tilfredse med det, vi har set. Derfor har vi nu indfriet den købsoption, der var en del af aftalen med Al Jazira.

– Adel har i de første måneder her bekræftet, at han er en dygtig fodboldspiller. Han har selvfølgelig skullet vænne sig til rigtig mange ting både på og uden for banen, men han har gjort det godt og endda også været kampafgørende for os med mål mod både Sønderjyske og Brøndby, siger Alexander Riget.

Ibrahim Adel er noteret for 10 kampe for FC Nordsjælland med to mål til følge.

Han har underskrevet en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2029.

Den nye egyptiske Superliga-spiller har også ambitioner med sit skifte. Læs mere herunder:

Profil skifter permanent til Superligaen: Vil vinde titel

Mest læste

Notifications

Notifikationer