Bronzebejler sikrer lang aftale med dansk talent
FC Nordsjælland har sikret sig en lang kontrakt med Justin Janssen.

FC Nordsjælland har sikret sig en forlængelse med en af klubbens store danske talenter.
19-årige Justin Janssen har nemlig underskrevet en kontrakt med Farum-klubben, der gælder frem til sommeren 2030.
Det har FC Nordsjælland netop offentliggjort.
Dermed lægges der et enkelt år til Janssens kontrakt, der før løb til 2029.
Den 19-årige midtbanespiller fik debut for Jens Fønsskov Olsens mandskab i sommeren 2024, der var kulminationen på talentarbejdet i FCN gennem Janssens ungdomskarriere.
– Jeg er superglad for, at jeg nu har forlænget min aftale med FC Nordsjælland. Jeg har været en del af klubben, siden jeg var otte år gammel, og jeg har altid været glad for at være her, så det var oplagt for mig at forlænge aftalen.
– FC Nordsjælland er jo en klub, der giver unge spillere chancen. Det gjorde de også med mig, og så kunne jeg heldigvis gribe den. Samtidig har jeg også fået tid til at udvikle mig, og når man får det i et miljø med stærke medspillere og dygtige trænere, har man alle forudsætninger for at blive bedre, siger Justin Janssen til FC Nordsjællands hjemmeside.

Den talentfulde midtbanespiller har særligt bidraget for Farum-klubben i foråret, hvor det, udover et rødt kort, er blevet til fuld spilletid i mesterskabsspillet, hvor FC Nordsjælland lige nu bejler til bronzemedaljerne.
Samlet set er det blevet til 28 Superliga-kampe i denne sæson.
– Det synes jeg, at jeg er blevet, og specielt denne sæson har været god. Jeg har fået spillet mig ind på holdet, og jeg er superglad for den tillid, som trænerne har vist mig.
- Og jeg synes også, at jeg har levet op til den tillid på banen. Nu glæder jeg mig bare til at skabe rigtig mange flere gode minder med FC Nordsjælland, siger Janssen.
FC Nordsjælland ligger lunt i svinget til at nappe denne sæsons bronzemedaljer i Superligaen.
Med én spillerunde tilbage har de rød- og gulklædte tre point ned til Viborg FF på fjerdepladsen.
I sæsonens sidste kamp skal FC Nordsjælland til Haderslev og møde Sønderjyske Fodbold, der også har tre point op til tredjepladsen.

Viborg FF
FC Nordsjælland












