Viborg-spiller åbner op: Overvejede fremtid inden gennembrud Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Viborg-spiller åbner op: Overvejede fremtid inden gennembrud

Charly Nouck er glad for, at han var tålmodig, da det første år i Viborg ikke udviklede sig, som han havde håbet.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

📍Campo i Viborg

Mens trænere og ledelse var tålmodige og troede på, gennembruddet nok skulle komme, var Viborg-karrieren i 2024 og langt ind i 2025 svær for Charly Nouck.

Kantspilleren er i dette forår en vigtig profil for VFF, der fredag aften jagter bronze i Superligaen med en afgørende hjemmekamp mod Sønderjyske.

Sidste år spillede Serginho og Isak Jensen fast og var enormt populære ikke bare hos Viborgs fans men bredt i det fodboldinteresserede Danmark på grund af deres spektakulære spil med en lang række scoringer og assists.

Men mens ledelsen og trænerne i Viborg i høj grad så Charly Nouck som en spiller, der skulle slå igennem fast på holdkortet efter salget af de store profiler, var det tidligere OB-talent ikke tilfreds med sig selv eller spillet i sin første sæson efter skiftet fra OB.

- Det var et svært år. Jeg fik ikke så meget spilletid, fordi der var nogle kanter, der var foran mig. Og jeg vil også sige, at de på det tidspunkt var bedre end mig, siger Charly Nouck til Campo.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Afslører: Forhandler med stor Viborg-åbenbaring
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Jeg fik ikke helt grebet chancen, når jeg så fik den. Jeg viste ikke helt, hvad jeg gerne ville. Jeg gjorde det i en enkelt kamp men ikke i resten. Og så hentede de Yonis [Njoh] ind på lån, og han gjorde det helt vildt godt. Så var jeg pludselig fjerdevalg. Det var en svær tid derefter, siger Charly Nouck.

Tålmodighed

For Nouck, der kom fra ungdomsafdelingen i OB og i perioder viste yderst lovende spil på Superliga-holdet, kom starten til at minde for meget om det, han også havde oplevet i Odense.

- Sami [Jalal] blev hentet, hvor jeg troede, at jeg var forrest i køen. Han kom så direkte ind og spillede, og der kunne jeg jo godt få den tanke, at de ikke troede nok på mig. Jeg har været i gamet i ret lang tid efterhånden, og jeg havde to-tre år i OB, hvor det gik lige sådan.

- Jeg begyndte at tænke, om jeg skulle blive, fordi jeg var så langt ude af holdet. Da vi så kommer ind til preseason, forsvinder to af spillerne [Serginho og Isak Jensen]. Der tror jeg, at det er min tid, men finder så ud af, at det er det ikke. Men jeg fik arbejdet hårdt og vist, hvad jeg kunne, og fik jo chancen på et tidspunkt. Og så har jeg ikke set mig tilbage siden, siger Charly Nouck.

Kantspilleren er i dag glad for de hak, han fik i tuden med meget tid på bænken, også selv om det ikke var spor sjovt i de måneder, det stod på.

- Nu føler jeg, at jeg er blevet voksen og har lært, hvordan man reagerer på de her ting. Jeg er ret hurtigt blevet en fast del af holdet, og jeg synes, jeg er modnet meget, siger Charly Nouck.

- Jeg var tålmodig. Jeg var selvfølgelig ikke glad, for jeg gik og ventede på at få chancen fra start i noget tid. Jeg fik chancen mod Vejle, hvor jeg endte med at score og gjorde det rimelig godt. Derfra fik jeg ro på ude på banen sammen med de andre.

Farvel til Viborg? Denne klub er vild med holdets stjerne

Godt kollektiv

Viborg har aldrig sluttet højere end en fjerdeplads, hverken i Superligaens snart 35 år lange historie eller i årtierne inden.

Og hvor kantspilleren har kæmpe respekt for sine forgængere på positionen og de tidligere udgaver af VFF i Superligaen, fungerer holdet strålende sammen i denne sæson, noget cheftræner Nickolai Lund og fodbolddirektør Mads Agesen også peger på som stor del af forklaringen på VFF's overraskende medaljekamp.

- Når nogen laver en fejl, som Lund gjorde, så hjælper vi ham med det samme. Hvis jeg spiller en dårlig kamp, er mine holdkammerater hurtige til at støtte mig og til, at vi bliver klar til næste kamp. Der spiller vi virkelig godt sammen som hold nu. Det er nok en af de vigtigste forklaringer, siger Charly Nouck.

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

- Han [Lund] ender med at lave en fejl, men at situationen ender der skyldes også, at der bliver begået fejl af andre inden da, fejl vi kunne have undgået. Jeg lægger også et stort ansvar på mig selv, hvis jeg brænder for mange chancer eller smider for mange bolde væk. Så det er ikke kun ham, det handler om, det er os alle sammen.

Nu bliver energien kanaliseret over i Sønderjyske-kampen og så et afsluttende opgør mod AGF i weekenden i næste uge.

- Vi mangler lige det sidste for at vinde de kampe, vi har ikke slået AGF eller FCM i denne sæson. Men vi har spillet lige op med dem og gjort en masse gode ting. Så mangler vi lige det sidste for at vinde de kampe, og det kan vi jo også se på, at de har flere point end os. Vi spiller om den tredjeplads, og vi tror virkelig meget på, at vi kan gøre det, siger Charly Nouck.

VFF og Sønderjyske spiller klokken 19, en kamp Sønderjyske skal vinde for at holde liv i muligheden for at komme i Europa, mens Viborg sandsynligvis skal vinde for at ende på tredjepladsen og også meget gerne vil holde Brøndby, to point efter, bag sig.

Patrick Mortensen om kontrakt: Skal nok snart melde noget ud

Mest læste

Notifications

Notifikationer