Trods stor interesse: Agesen forlænge med Viborg-profil
Viborg FF satser hårdt på en kontraktforlængelse med en af klubbens attraktive profiler.

📍Campo i Viborg
På træningsanlægget i Viborg er man efterhånden vant til at sige farvel til markante spillere hver sommer.
Og den kommende sommer bliver næppe anderledes for de grønblusede, der ligger flot til på en fjerdeplads før de to sidste kampe med en reel chance for at blive treer.
Fredagens brag med Sønderjyske og den afsluttende kamp i Århus mod Viborg FF fylder stort set alt og summer også i byen.
Men én mand ikke bare må men skal tænke ud over sidste kamp 17. maj, og langt længere end det.
Det er fodbolddirektør Mads Agesen, der selvfølgelig støtter staben og truppen i dagligdagen men også har mere end et øje på sommerens transfermarked og det, der følger efter de kommende vinduer for spillerhandler.

Afgange kommer der sandsynligvis til sommer efter en god sæson, men en spiller, Agesen meget, meget nødig vil sige farvel til nu, er den slovenske back Srdjan Kuzmic.

Den tidligere midtstopper i ungdomsårene i Slovenien er en af sæsonens åbenbaringer på holdet, og Agesen vil gerne, sagt med et glimt øjet, have lov at give forsvarsspilleren noget mere i løn mod, at kontrakten kommer til at løbe længere end til 30. juni 2027.
- Ham vil vi gerne forlænge med, konstaterer Mads Agesen.
- Han er blevet enormt god. Han har jo sikkert en drøm om at komme til udlandet at spille. Vores udgangspunkt er, at vi gerne vil forlænge med Srdjan, og der pågår snakke, siger Agesen til Campo.

God fremtid
I disse døgn dukker rygtet om interesse fra Dinamo Zagreb op igen i medier i Slovenien, Kroatien og Danmark, og den kroatiske storklub er ifølge Campos oplysninger ikke alene om at se et lys i backen.
Efter Mads Agesens mening vil en ny kontrakt ikke kun være i Viborgs interesse men også give Kuzmic det bedste forløb frem mod det, der så ville være et planlagt salg i sommeren 2027.

- Han kan spille begge backs, han er slovensk U/21-landsholdsspiller og kunne sagtens komme på Sloveniens A-landshold. Han kan spille her et år mere, få noget mere i løn og så blive solgt næste år til sommer, siger Viborg-direktøren.
Forsvarsspilleren kom til Viborg FF fra NK Mura i sommeren 2023 og har spillet 66 Superliga-kampe for VFF.
Det store gennembrud er kommet i år, hvor sloveneren er blevet fast mand på venstre back og et godt kort for cheftræner Nickolai Lund med en sikker fod i forsvarsspillet og stadigt større succes i de offensive aktioner.

Sønderjyske
Viborg FF












