Barca-legende i fedtefadet: Får hård straf
Gerard Piqué, der ejer FC Andorra, er havnet i problem efter en kamp i sidste uge.

FC Barcelona-legenden Gerard Piqué lagde i 2022 støvlerne på hylden efter en lang og glorværdig karriere. Spanieren er dog ikke færdig i fodboldverdenen.
I dag ejer han fodboldklubben FC Andorra, der gør sig i Spaniens næstbedste række, og noget tyder på, at han er en meget passioneret ejer.
I sidste uge tabte holdet fra miniputnationen hjemme til Albacete med 0-1, og det fik tilsyneladende den tidligere verdensmester med Spanien op i det røde felt.
Piqué var utilfredse med kampens dommere, som han overfusede og udviste truende adfærd over for, skriver Mundo Deportivo.

Det fortryder den tidligere Barca-spiller nok i dag, for ifølge Marca er han blevet straffet for hændelserne i og efter kampen mod Albacete.
Ifølge mediet har han fået en karantæne på to måneder - eller seks kampe - samt en bøde.
To af kollegaerne i Andorra, sportsdirektør Ferran Vilaseca og klubpræsident Jaume Nogués, er også blevet straffet. Vilasecas straf lyder ligeledes på to måneder, mens Nogués har fået en karantæne på fire måneder.
FC Andorra er desuden blevet pålagt krav om at lukke ned for VIP-faciliteterne i holdets næste to hjemmekampe.
Klubben ligger nummer 10 i La Liga 2.

FC Barcelona












