Før guldbrag: Poulsen gør status på truppen
AGF-træneren har næsten en fuld trup klar til opgøret, som kan blive afgørende for, hvor det danske mesterskab ender henne.

📍 Campo på Fredensvang
Søndag aften er der lagt i kakkelovnen til en vaskeægte gulduel i Superligaen.
Med FC Midtjyllands sene sejr i den første af mesterskabsspillets to kampe mellem AGF og FC Midtjylland er mesterskabsduellen nemlig sprængt fuldkommen åben.
Derfor kan det efter alt at dømme være selve mesterskabets, som er på spil, når de to holder tørner sammen for sidste gang søndag.
Og op til opgøret er der gode nyheder fra Jakob Poulsen.
Efter lørdagens træning kunne AGF-cheftræneren nemlig gøre status på sin trup.
Og her er det nærmest alle mand, der er klar til at spille fodbold søndag, fortæller Jakob Poulsen til Campo og resten af de fremmødte medier.
- Det kan de, ja. Det kan de faktisk alle sammen på nær Markus [Solbakken], 'Stef' [Stefen Tchambe] og 'Ralle' [Rasmus Carstensen]. Så ja, det ser fornuftigt ud. Der er gode valgmuligheder i forhold til, hvem der skal med, lyder det fra cheftræneren til Campo.

Det betyder altså, at det er den samme flok af friske spillere, som Jakob Poulsen råder over, som det var tilfældet både mandag og torsdag, hvor AGF mødte henholdsvis FC Midtjylland og FC Nordsjælland.
Til forskel fra midtugekampen mod FCN kan Jakob Poulsen dog også glæde sig over at have Nicolai Poulsen med, som afsonede en karantæne imod Farum-holdet senest.
Det er klokken 20.00 søndag, at de to tophold i Superligaen tørner sammen. Inden kampen har de samme pointantal, efter at AGF måtte nøjes med uafgjort mod FC Nordsjælland torsdag.
Men hvor ender guldet?
Det giver Campo et bud på i denne uges powerranking.

AGF
FC Midtjylland
Jakob Poulsen












