Old Firm uden udefans? Rangers afviser krav
Celtic vil gerne sælge billetter til Rangers fans, men det kan kun ske på én betingelse.

Det traditionsrige skotske opgør mellem Celtic og Rangers skal måske spilles uden fans.
En baneinvasion med begge fangrupper indblandet fandt sted ved det seneste Old Firm-opgør på Ibrox Stadium den 8. marts. Kampen endte med en Celtic-sejr efter straffesparkskonkurrence i den skotske pokalturnering.
Uroligheder blandt fans har ført til et forbud mod udebanefans til New Firm-kampene mellem FC København og Brøndby IF.
Netop urolighederne ved det seneste opgør har medført en midlertidig suspension af billetsalget til Rangers-fans, når Celtic er vært for sæsonens sidste møde mellem de to klubber.
Celtic ønsker dog at sælge billetter, så Rangers-fans kan overvære kampen på stadion, men hjemmeholdet har én betingelse.
Rangers skal nemlig acceptere, at der ikke må tildeles billetter til medlemmer af fangruppen Union Bears. Det oplyser klubben på sin egen hjemmeside.

Her har de fortalt, at man har forsøgt at samarbejde med Celtic for at komme eventuelle sikkerhedsproblemer i forkøbet.
De mener samtidig, at et forbud mod udebanefans til kampen er et tegn på en klar og væsentlig sportslig ubalance, eftersom opgøret skal spilles på et meget afgørende tidspunkt i sæsonen.
Klubben tilføjer, at de ønsker det samme som tilhængerne: en kamp, der afgøres på banen, med begge holds fans til stede. Samtidig retter de en henvendelse til ligaens bestyrelse om at opretholde konkurrencens integritet, sikre håndhævelsen af reglerne og sørge for, at den gældende aftale om flere udebanefans mellem de to klubber overholdes.
Overrasket og skuffet
Celtic har ligeledes givet deres besyv på sagen på deres hjemmeside.
Klubbens helt klare førsteprioritet er sikkerheden for dem, der besøger Celtic Park.
En risikovurdering af deres kommende hjemmekamp mod Rangers har medført, at Celtic har anmodet om, at billetter ikke uddeles til en gruppe fans, som tidligere har været involveret i alvorlige uroligheder og voldsepisoder, der omfattede Celtic-fans, personale, politi og sikkerhedsvagter
Det er dog til Celtics store overraskelse og skuffelse, at Rangers ikke vil imødekomme deres anmodning.

De er dog klar til at drøfte sagen yderligere med ligaens bestyrelse og Rangers FC.
Opgøret mellem de to storklubber spilles den 10. maj med kampstart klokken 13:00 på Celtic Park.
Celtic
Rangers FC












