Dumpe-sæson udstiller Superligaens transfer-dilemma
Vejles stensikre nedrykning viser, at det kræver mere end en spillertrup med dansk pas, mange års erfaring og mange egenudviklede spillere at klare sig i Superligaen.
AGF
FC Nordsjælland
Vejle Boldklub2025 og 2026 skulle have været jubelår for Vejle Boldklub.
Klubben fik dansk majoritetsejer i begyndelsen af 2025 til udelt begejstring for de fleste i Fodbolddanmark, og i arkivet kan vi givetvis også finde ros til projektet her på Campo i forskellig form.
Det var meget menneskeligt og forståeligt, efter det i årene med Andrej Zolotko som majoritetsejer ikke altid stod klart for omverdenen, hvor meget en mand som eksagenten Zolotkos forretningspartner Jin 'Lucas' Chang havde at sige i VB i klubbens dispositioner.
Der var stor jubel
Udenlandske klubejere har i adskillige tilfælde haft det svært i dansk fodbold, især uden for øverste klasse, hvor dagligdagen og kravene også er tårnhøje fra bunden af Superligaen til 2. Division, uden indtægterne er det.
Det blev Zolotko slået i hartkorn med, på flere områder helt rimeligt, som når Lucas Chang så sent som 2024 fremgik på et handelsdokument (læs mere her hos Vejle Amts Folkeblad) over folk, der skulle have penge for salget af VB til Cagdas Senyürek, et salg til 102 millioner kroner, der på dramatisk vis kollapsede i sidste øjeblik.
Det var dog trods alt i årene med moldaveren, spillere som Raul Albentosa, Nathan Trott og German Onugkha var med til at redde VB i Superligaen med spil, hvor især de to sidstnævnte havde skyhøjt individuelt niveau. Så lutter dårligdomme var det jo ikke for Vejle, der var på konkursens rand, da Zolotko købte og siden finansierede klubbens førstehold og udbygningen af faciliteterne.
Men jublet blev der, da han stoppede som ejer, og jublen blev kun større, da Vejle så reddede sig i Superligaen for et år siden med German Onugkha som tilbage-lejet helt fra FCK.
Fik megen ros
Kursen med kontrakter til erfarne danske spillere, der i den grad kendte niveauet og havde bevist sig i Superligaen og udlandet, blev mødt med bifald, også selv om VB kom forfærdeligt fra land og overhovedet ikke havde styrke i truppen til Ivan Prelec' ambitiøse spillestil.
For mig at se er Prelec den dygtige træner, der aldrig får gennembruddet i Vejle for alvor, og måske var uheldig med identiteten på hans pas, selv om det, stadig i dag efter det rædsomme efterår, er en misforståelse af kroaten, og hvem han er som træner (læg mere i, at Brentford og FC Nordsjælland ville have ham, end at han blev ansat i tiden under Zolotko).
Men kroaten blev del af en optimistisk men ser vi også nu naiv drøm om, at Vejle for alvor kunne blive dansk med de i forvejen mange egenudviklede spillere krydret med folk, der havde spillet med i toppen af Superligaen eller på tilsvarende niveau.
Det er måske her, kæden hoppede af.
For hvor tidligere præstationer og meritter bestemt indikerer, hvad folk har præsteret, giver det ingen garantier for præstationer fremover.
Og der lykkedes Lasse Nielsen, Christian Sørensen, Mikkel Duelund og Andrew Hjulsager sammen med de adskillige andre spillere, der kom til, ikke at bevæge Vejle op mod midterfeltet, endsige sikre en overlevelse i den hårde konkurrence.
Dansk pas er ikke nok
Her er det meget vigtigt at bemærke, at Vejles ledelse i den ny æra på intet tidspunkt har sagt, der skal være lutter danske spillere, eller at udenlandske spillere fejler noget.
Der er også kommet adskillige udenlandske spillere til, at folk som Bismarck og Ransford Amoo kunne blive nogen, vi taler om i Superligaen i 2027/28, hvis VB får slået sig tilbage i bedste række.
Det er især os i omverdenen, der, helt logisk og rimeligt, lavede koblingen efter at have set mange af især tidligere sportsdirektør Marius Nicolaes handler fejle miserabelt og helt tydeligt afspejlede, at sportsdirektøren ikke havde begreb om, hvad det kræver at spille i Superligaen.
På den baggrund var overlevelsen i 2024 og 2025 mirakuløs, fordi den skete på trods af Zolotkos håndplukkede sportsdirektørs beslutninger, og den vej rundt er der intet overraskende i, VB nu betalte regningen med en nedrykning.
Men VB-lederne talte nu også selv om en dansk rygrad på holdet, og mens tanken gav mening, missede man i sidste ende også det allervigtigste krav, nemlig at spillerne og holdet er dygtigt nok til at vinde kampe og blive i rækken.
Udstiller Superligaens transfer-dilemma
Det er nok sundt for os alle at huske på, at en 21-årig udlænding af rette støbning fagligt og menneskeligt kan være en ti gange bedre fodboldspiller og hundrede gange bedre leder i et kollektiv end en 31-årig dansker, hvilket er en gigantisk blind vinkel i såvel Danmark som i alverdens andre fodboldlande.
Dette VB manglede et par spillere af Onugkha og Trotts kaliber, og det er måske en lige så gavnlig og konstruktiv lære for os, som at ejerskiftet i Vejle sandsynligvis har været til det gode, at udenlandske spillere og trænere nemt kan være lige så gode eller bedre end danske.
Zoomer vi slutteligt længere ud og ser på hele Superligaen, ligger der også her et eksempel på, hvordan Superligaen og dansk lovgivning mere eller mindre bevidst kan være sat op til, at det nogle gange er lettere at satse på udenlandske spillere.
32,84 procent betaler man i skat under forskerordningen i syv år, og det er jo noget helt andet at få en topløn under de vilkår, end hvis man skal betale topskat af det meste af årslønnen som dansk fodboldspiller, der ikke har været i udlandet i mere end ti år.
Effekten er, at man som fodboldklub får mere sportslig værdi for pengene ved at hente udlændinge end danskere, hvis man ellers laver scouting og rekruttering ordentligt.
Det er et ekstra handicap, hvis man som Superliga-klub vil bygge noget op omkring danskere, især hvis man ikke lige har et spillerbudget som FCK, FCM, AGF eller Brøndby.
Der er næppe nogen nem løsning på det dilemma, ja måske ikke nogen overhovedet.
Men skævheden er værd at huske på, både i debatten om dansk klubfodbold, og når man som fodboldklub bevæger sig i det hajfyldte farvand i hierarkiet fra nummer syv til 16-18-stykker i Superligaen og 1. Division.
