Leicester-formand undskylder til fans efter ny nedrykning
Leicester præsterede tirsdag noget, kun fire klubber tidligere har formået.

Leicester City FC fulgte tirsdag i de kedelige fodspor af i alt fire andre engelske klubber.
Tidligere har både Swindon Town, Wolverhampton, Sunderland og senest Luton nemlig rykket ud af Premier League med en efterfølgende nedrykning fra The Championship også.
Nedrykningen får nu klubejer - thailandske Aiyawatt Srivaddhanaprabha - til at sende en offentlig undskyldning til klubbens fans.
- Til vores fans. Nedrykningen til League One er nu en realitet. Som formand er ansvaret mit. Der er ingen undskyldninger, lyder det fra Srivaddhanaprabha.
Nedrykningen kommer ti år efter det mest sensationelle mesterskab i moderne engelsk fodboldhistorie i 2016 og fem år efter FA Cup-triumfen i 2021.

- Vi har oplevet de højeste højder og nu de dybeste lavpunkter, og smerten deles af os alle. Jeg er oprigtigt ked af den skuffelse, vi har forårsaget. Jeg forstår de stærke følelser blandt vores tilhængere, og vi tager ikke jeres opbakning for givet – især ikke i tider som denne.
- Vores fokus er nu på det, der kommer. Vi vil træffe de nødvendige beslutninger for at føre klubben fremad, og vi vil arbejde sammen om at genopbygge, forbedre og genoprette det niveau, der forventes af Leicester City. Vores mål er klart – at reagere stærkt og konkurrere for at bringe klubben frem igen.
- Vi vil tage udfordringen direkte op. Vi fortsætter.
Swindon Town formåede en dobbelt-nedrykning i sæsonerne 1993-94 og 1994-95, Wolverhampton, der igen i denne sæson rykker ud af Premier League, leverede samme bedrift i 2011-12 og 2012-13-sæsonen.
Sunderland rykkede ud af Premier League i 2016-17-sæsonen med efterfølgende nedrykning fra The Championship i 2017-18-sæsonen, inden Luton præsterede en dobbelt nedrykning i 2023-24 og 2024-25.
Leicester City












