Nedrykning truer: Silkeborg-fangruppe deler opsang til medfans
Fanenheden Silkeborg kommer i et længere opslag på Facebook med en opsang og opfordring til klubbens fans.

Silkeborg IF hænger med bagdelen i vandskorpen for tiden.
Trods en forløsende sejr hjemme mod OB i weekenden er klubben fra Søhøjlandet i overhængende fare for at rykke ud af Superligaen i denne sæson.
På søndag står Kent Nielsens tropper ansigt til ansigt med FC Fredericia, der i øjeblikket befinder sig på den rigtige side af nedrykningsstregen med to point ned til Silkeborg IF.
Dermed kan Silkeborg blive sendt et stort skridt tættere på en stor nedtur, hvis de taber til FC Fredericia.
Forud for opgøret kommer Fanenheden Silkeborg, der er en af Silkeborgs fangrupperinger, med en opsang til medfansene i Silkeborg.
I et opslag på Facebook appellerer de til, at folk bakker ekstra op i slutningen af sæsonen, hvor der er særdeles meget brug for det.
- Vigtigheden af de kommende kampe kan ikke tydeliggøres nok. Selvom ingen af os er tilfredse med placeringen i tabellen, så er det netop nu, vi rykker sammen og ikke mindst står sammen. Vi kan ikke spå om, hvordan det hele kommer til at ende. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at en sejr på søndag bringer os over stregen for første gang i lang tid. For at det skal ske, har vi brug for alle mand på lægterne.
- Meget kan siges om klubbens manglende evne til at omfavne lokalbefolkningen samt højne stadionoplevelsen, men nogle gange skal der også kigges lidt indad. Det her er en af de gange. Små 3000 mennesker trækker en gratis billet til en altafgørende kamp, men møder ikke op. Tusindvis af silkeborgensere bryster sig af at være de mest loyale fans, når der kæmpes om billetter til finaler og andre store kampe, men er ikke at finde på stadion, når holdet virkelig har brug for det. Det skal vi kunne gøre bedre – og det starter forhåbentligt nu, skriver Fanenheden Silkeborg blandt andet i opslaget.
Find hele udmeldingen ved at klikke her.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Silkeborg IF rykkede senest ud af Superligaen tilbage i 2020, men kom på i første forsøg.
Læs mere om Silkeborg her:

Silkeborg IF
FC Fredericia
OB












