Excentrisk klubboss: Afskaf gule og røde kort
Napoli-præsident Aurelio De Laurentiis har store ideer for fodboldspillet.

Der er sagt mangt og meget om Napolis præsident Aurelio De Laurentiis gennem årene.
Men 'kedelig' er et ord, der nok aldrig er klistret på filmskaberen og fodboldbossen.
Familien De Laurentiis har skabt deres forretningsimperium i filmbranchen, og i et interview med The Athletic viser Napoli-præsidenten igen, at han er alt andet end blind for, hvad modtagerne gerne vil have.
I sit hus i Hollywood fortæller Napoli-præsidenten om sine idéer for fodboldspillet, og såvel ideerne som De Laurentiis' udtalelser viser, at han er bekymret for, at fodboldbranchen er ved at tabe kampen om de unge fans.
- Nummer et: Jeg vil skære [halvlegene] fra 45 til 25 minutter, siger Aurelio De Laurentiis til The Athletic.

De Laurentiis vil også ændre gule og røde kort til i stedet at give en udvisning i fem og tyve minutter.
- Jeg vil gøre sådan: 'Ud med dig i fem minutter, og ud med dig i tyve minutter for et rødt kort.
Utilfreds med FIFA og UEFA
Og så er han meget skeptisk over det, han opfatter som rovdrift på spillerne fra de store forbund som FIFA og UEFA med stadigt større turneringer.
- Det er fordi, de vil tjene penge til sig selv. UEFA ændrede gruppespillet i Champions League for to år siden. Det føjede flere kampe til. Men hvis du ser [seertallene] på tv, så er succesen ikke ligeligt fordelt, fordi der er kampe, ingen går op i. Det sker også i nationale turneringer, fordi vi har for mange klubber, siger Aurelio De Laurentiis.

Napoli-klubejeren er kendt for at være meget tydelig i sine holdninger.
For år tilbage forlod han et møde mellem de italienske klubber i vrede på bagsædet af en scooter efter at have bandet og svovlet af kampprogrammet, der efter De Laurentiis' mening var planlagt til skade for Napoli.
Også tidligere Juventus-præsident og ECA-præsident Andrea Agnelli talte i sin tid i toppen af det europæiske fodboldhierarki om at ændre fodboldens regler og selve kampene for at gøre dem mere attraktive.

Napoli












