Spiller dagen efter Danmark: Stor finale i fare
Krigen i Mellemøsten kan også ramme fodboldverdenen, hvor flere kampe allerede er udsat og flere er i fare.

For lidt over tre år siden spillede Danmark en gennemført sløj VM-slutrunde i Qatar, hvor landsholdet spillede uafgjort med Tunesien og tabte til Frankrig og Australien.
Men nu spilles der ingen fodbold i den gas-rige Golf-stat, der de seneste døgn er blevet hvirvlet ind i krigen, USA og Israel startede med bombetogter og missilangreb i Iran.
I Qatar er luftvåbenet og de væbnede styrker i alarmberedskab og har skudt iranske droner ned, som dog i enkelte tilfælde er trængt igennem og har ramt faciliteter i Qatars store gas-produktion.
Og det påvirker også fodboldverdenen.
På tværs af regionen er fodboldkampe og kontinentale turneringer sat i bero.

Og ifølge det spanske medie Marca har UEFA og det sydamerikanske forbund CONMEBOL også den store landskamp i slut-marts mellem Spanien og Argentina til observation.
Finalen i fare
Kampen skal spilles 27. marts, dagen efter Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Nordmakedonien, og planen er at spille på Lusail, finale-stadion i Doha fra VM 2022.
Ifølge Marca overvåger UEFA og CONMEBOL situationen tæt.
I de samme dage skal der også spilles playoffkampe om de sidste billetter til VM, hvor blandt andre Irans naboland Irak med Kevin Yakob skal i aktion.
Men de kampe spilles i Mexico, som selvsagt ikke er direkte involveret i krigshandlingerne på den anden side af kloden.
Også Israel og Cypern er i sigtekornet for iranske angreb – i weekenden blev Royal Air Forces base på Cypern ramt af et mindre iransk angreb, uden der skete alvorlig skade.
Cypern har efter planen en træningskamp mod Belarus 26. marts.
Andreas Maxsø skiftede i vinter til klubben Kalba i De Forenede Arabiske Emirater. Klubben fik en kamp i weekenden aflyst, da både Abu Dhabi og Dubai er blevet ramt af flere iranske bombeangreb.
Kampen mellem Argentina og Spanien er den såkaldte Finallisima, finalen mellem de forsvarende mestre i Europa og Sydamerika.
Det var på Lusail, Lionel Messi og Argentina vandt VM-finalen i december 2022 over Frankrig.

Spanien
Argentina












