Skyder på topboss: Følelse af at være gidsel
Der er ikke megen forståelse for FIFA-præsident Gianni Infantino og hans beslutninger.

Der var mange tæer, der krøllede sig sammen, da FIFA anført af præsident Gianni Infantino trak lod til puljerne ved VM 2026.
Det foregik i begyndelsen af december i Washington D.C, og på scenen var Infantino undervejs i selskab med USA's præsident Donald Trump.
Trump fik ved den lejlighed tildelt en nystiftet pris, FIFA's fredspris, af Infantino, der til mange forbløffelse og forundring holdt en lang seance med Trump og hyldede USA's statsoverhoved.
Siden er FIFA ganske opsigtsvækkende blevet del af Trumps Board of Peace, USA har bombet Venezuela og i denne weekend Iran, og i fodboldverdenen deler Infantinos handlinger i høj grad vandene.
Som at være gidsel
Ud over forholdet til Donald Trump vækker det stor opmærksomhed, at Gianni Infantino tilsyneladende er forhippet på at få russiske fodboldhold tilbage i fodboldturneringer hurtigst muligt, ligesom en tæt alliance med Saudi-Arabien om VM 2034 og klub-VM ikke er lige populær alle steder.

En af de klare kritikere er præsidenten for Norges fodboldforbund Lise Klaveness, der i denne weekend er blevet genvalgt til positionen i NFF og i en tale satte fokus på blandt andet den udemokratiske retning, mange mener at Infantino trækker FIFA og verdensfodbolden i.
- For nylig sad jeg i Washington i et rum fuldt af fodboldpræsidenter, og havde den smertefulde følelse af at være gidsel i noget, som helt åbenlyst er forkert.
Artiklen fortsætter efter billedet.

- Følelsen af, at kejseren ikke bare står uden tøj på, men at han leder os i en farlig retning, og at jeg samtidig ikke kan stoppe det. I hvert fald ikke på det tidspunkt, sagde Lise Klaveness blandt andet i sin tale til årsmødet i det norske fodboldforbund.
FIFA kommer i de kommende dage og uger til at håndtere, hvad der skal ske med VM-deltageren Iran, som Donald Trumps USA denne weekend har angrebet militært, og hvorvidt det iranske landshold og fodboldforbund vil stille op.














