Afviser hævnakt: Det var frispark, og så er vi videre
Silkeborg-backen mener ikke, at hans tackling på Dario Osorio skulle have været takseret til et rødt kort.

📍Campo i Silkeborg
Frustrationerne lyste ud ad Silkeborg-holdet søndag eftermiddag, hvor de hjemme fik bøllebank mod lokalrivalerne fra FC Midtjylland.
Specielt hjemmeholdets Andreas Poulsen havde svært ved at tøjle temperamentet, da han i flere situationer i første halvleg følte sig bortdømt i den direkte duel med FC Midtjyllands Dario Osorio.
Kort før pausen hev Poulsen et gult kort til sig en aktion, som måske kunne have været takseret til et kort af en mørkere kulør.
Til Campo og den øvrige presse afviser Andreas Poulsen dog, at der var tale om en hævnaktion.
Af adskillige omgange gik Osorio og Poulsen til hinanden, og det var frustrationer over dette, der fremprovokerede frisparket, forklarer Silkeborg-backen.
- Der var lidt mange situationer med Osorio i første halvleg, siger han og uddyber:

- Jeg føler, der er mange gange, hvor han går lidt i ryggen på mig, og jeg gerne vil have et frispark, men får det ikke, og bliver så lidt frustreret og laver frispark den anden vej.
- Det var lidt frem og tilbage, så ja, det var et lidt dumt frispark, jeg lavede på ham.
Han afviser dog blankt, at der skulle være tale om et rødt kort i situationen.
- Nej, siger han og fortsætter:
- Nu har jeg ikke set den igen, men jeg føler, jeg bare går ind og spænder benene på ham, der hvor han tager et træk ind i banen. Jeg skal selvfølgelig bare lade ham køre, men det får jeg desværre et gult kort for, og det er jeg lidt træt af nu.
Og der var heller ikke tale om nogen hævnakt, forklarer Andreas Poulsen, der i stedet peger på, at frisparket skyldtes frustrationer over dommeren.
- Nej, jeg synes ikke, det var en hævnaktion. Jeg tror bare, jeg var lidt træt af, at jeg ikke fik frispark af dommeren i de andre situationer, så ja, det var lidt et frustrationsfrispark, men det var et frispark, og så er vi videre.
FC Midtjyllands cheftræner er dog ikke i tvivl om, at Silkeborg-spilleren skulle have været udvist.
Læs mere her:

FC Midtjylland
Silkeborg IF












