Ydmyget før FCK-skæbnekamp: – Kollektiv off day
OB’s Rasmus Falk kræver forbedringer til kampen mod FC København lørdag eftermiddag.

Det var vildt at se OB's seneste Superliga-kamp mod FC Midtjylland.
Midtjyderne ydmygede OB og kunne have været foran langt mere end 4-0, da holdene gik til pause.
Allerede i første halvleg begyndte hjemmepublikum at udvandre (se det her), og den kamp har fyldt i Odense siden da.
OB fik ikke en perfekt optakt til opgøret med en sag med Jay-Roy Grot, der frustreret gik fra træning i OB før tid i onsdags og derfor ikke er med mod FCK lørdag.

Den tidligere FCK'er Rasmus Falk er på ingen måde glad for, hvad der skete i den FCM-kamp, og det skal nu revancheres mod eks-klubben lørdag eftermiddag.
- Det var en kollektiv off day sidste weekend. Det satte sig hurtigt, efter at vi kom bagud 2-0 så tidligt, og det er egentlig først i pausen, at vi finder os selv igen.
Skal matche FCK
OB blev bedre i anden halvleg mod FC Midtjylland, der slog bak og sparede på kræfterne.
Det skal stykkes sammen til en hel, god kamp mod FCK lørdag.
- I anden halvleg viser vi, at vi kan spille god fodbold, og at vi kan fighte. Vi har stadig gang i noget spændende, og det hele handler om os selv og om, at vi kommer tilbage på sporet i morgen mod FCK, siger Rasmus Falk til OB's hjemmeside.

- Vi skal ramme vores topniveau. Det skal vi, når vi møder hold af den kaliber. Vi har set, at hvis vi ikke gør det, får vi svært ved at vinde. Det handler om at være med i kampen i alle 90 minutter. Der vil selvfølgelig komme perioder, hvor vi kommer til at lide, og der skal vi stå imod og så udnytte de perioder, hvor FCK lider.
FC København kommer til kampen med en helt forfærdelig Superliga-stime med fire nederlag i træk og fem nederlag de seneste seks spillerunder.
Læs mere om FCK's problemer her.

FC København
OB












