Disse Superliga-esser kan ryge til sommer
Transfervinduet er lukket, men om allerede fire måneder brager det løs igen, og en lang række Superliga-profiler er på blokken. Her er syv attraktive forsvarsspillere.

Superligaens transfervindue er lukket, og klubberne kan nu kan hente kontraktfri spillere indtil sommer.
Men salgsarbejdet er i fuld gang, og både danske og udenlandske klubber er langt i planlægningen af, hvem der skal købes og sælges til sommer.
Campo samler her syv af de mest transfer-aktuelle forsvarsspillere, der er i spil til markante transfers til sommer.

Junnosuke Suzuki, FC København
Prisniveau: 50-100 millioner kroner
Det er jo på ingen tænkelig måde en god sæson, FC København har gang i.
Et af de få lyspunkter har været den unge japanske forsvarsspiller Junnosuke Suzuki, der har været en udmærket vikar på højre back, selv om hans naturlige position er i midterforsvaret.
Han skal muligvis med til VM-slutrunden, og Suzuki kunne meget vel være FCK's bedste salgsemne i en sæson, hvor FCK mangler den type spillere.

Ousmane Diao, FC Midtjylland
Prisniveau: 50-100 millioner kroner
Han er blevet en mere stabil forsvarsspiller i denne sæson, selv om han stadig begår for mange unødvendige frispark.
Høj fart, god teknik og sikre pasninger samt et godt hovedspil gør Diao til en attraktiv forsvarsspiller.
Spørgsmålet er så, om det bliver til en af de store klubber i de store ligaer, eller om der kommer et mellemtrin først .
Men afsted, det kommer Diao i 2026 eller, mere sandsynligt, i 2027.

Victor Bak, FC Midtjylland
Prisniveau: 40-70 millioner kroner
Det tog en lang række kampe og en kort lejeaftale i Mafra for et par sæsoner siden, men nu er Victor Bak blevet en vaskeægte Superliga-profil.
Forsvarsspilleren er blevet et stort aktiv for FCM og er gået fra primært at koncentrere sig om at forsvare til at være et vigtigt angrebsvåben.
Han bliver 23 til oktober og er dermed ikke ung i transfersammenhæng, så det bliver ikke ham, FCM tjener flest penge på at sælge.
Men der er så meget bid i backen, at han som den gode kammerat Oliver Sørensen kommer afsted til en udmærket klub til sommer eller næste år.

Gabriel Pereira, FC København
Prisniveau: Omkring 75 millioner kroner
Som med Suzuki er det her overhovedet ikke den ideelle sæson at blive solgt på.
Mange Superliga-fans vil nok være uenige, men Pereira har en god blanding af hurtighed og fysik, der gør ham attraktiv, uanset FCK's problemer.
Et salg vil så være lettere, hvis FCK slutter sæsonen ordentligt af.
Felix Beijmo, AGF
Prisniveau: Transferfri?
Svenskeren har kontraktudløb til sommer, og et skifte væk fra AGF virker som en reel mulighed, samtidig med at AGF i Europa også må virke tiltrækkende.
En så god og alsidig forsvarsspiller, man ikke skal betale transfer for, er ubetinget attraktiv.
Stopper svenskeren i AGF, bliver det næppe officielt før sidste kamp i sæsonen.


Maxime Soulas, Sønderjyske
Prisniveau: 5-10 millioner kroner
Der er flere gode grunde til, at Sønderjyske klarer sig godt, og franske Soulas er en af dem.
Den tidligere Montpellier- og PSV-ungdomsspiller har udviklet sig til en Superliga-profil, og mens han nok enten er for dyr eller for gammel til, at lidt større eller de helt store Superliga-klubber vil købe ham, har han niveauet til en større klub.
Forlængede kontrakten i efteråret, så Sønderjyske skal nok få et pænt beløb, uden det bliver vildt for en spiller, der fylder 27 i år.

Juho Lähteenmäki, FC Nordsjælland
Prisniveau: 30-60 millioner kroner
Finnen har hurtigt udviklet sig til en interessant venstre back i Superligaen, og det er næppe nogen overraskelse, at venstrebenede backs er interessante på transfermarkedet som den konstante mangelvare, de er i topfodbold.
FCN skal række ud efter topplaceringer igen til næste år eller sæsonen efter, og det er næsten urealistisk, man kan holde så længe på Lähteenmäki.














