SIF under pres: Ved udmærket godt, at der kun er ét point
Det er pludseligt meget tæt i bunden af Superligaen.

Syv kampe uden sejr.
Det er status i Silkeborg IF, der senest har vundet en kamp i Superligaen tilbage i oktober.
Mandag aften blev det til et nyt nederlag i Haderslev, selvom man ellers kom foran tidligt i kampen.
Sønderjyske satte nemlig en slutspurt ind og endte med at vinde 2-1.
Det efterlader Silkeborg blot ét point over nedrykningsstregen, for FC Fredericia er kommet stærkt ud til forårssæsonen.
- Lige nu ved vi godt, at det er på med arbejdshandskerne, og så er det hårdt arbejde. Vi skal på træningsbanen og få styr på nogle ting, og så er det præstation for præstation.
- De (Fredericia, red.) har fået en flot start, og vi ved udmærket godt, at der kun er ét point ned, men lige nu tror jeg, vi skal fokusere mere på os selv frem for at kigge på det, der foregår rundt om, men selvfølgelig skal man have øje for det, siger han til Campo.

Selvom det blev til et nederlag mandag aften, kan Jens Martin Gammelby godt finde noget positivt at tage med videre.
- Lige nu kører det ikke vores vej, men jeg synes alligevel, at præstationen i dag er med pil op i forhold til Viborg-kampen. Det var også noget af det, Kent [Nielsen] fremhævede efter kampen, og det skal vi også huske.
- Det er altså ikke sådan, at vi begraver os selv. Vi har prøvet det før. Da jeg kom til klubben for to år siden, der tror jeg man var inde i en stime på ti kampe uden at vinde, og lige pludselig gik det den anden vej, siger han.
Silkeborg IF tager i næste runde imod FC Midtjylland på hjemmebane, inden man runder grundspillet af med en udekamp mod netop FC Fredericia.
Silkeborg IF












